Holstebro indstiller Penyllan - Danske Ølentusiaster

Holstebro indstiller Penyllan

10.10.2019 11:27

Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december

Bornholmske Penyllan er lokalafdeling Holstebros kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Bag Penyllan står Jessica og Christian Skovdal Andersen. Parret har i løbet af få år etableret et prisvindende bryggeri i Tejn i det nordøstlige Bornholm. Tidligere i år modtog Penyllan et hædersdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi for fadlagring af øl. 

Lokalafdeling Holstebros indstilling lyder:

Det ses mange steder i ølverdenen, at et bryggeri lancerer et nyt brand for at lade øllet derfra fremstå mere eksklusivt end det sædvanlige, faste sortiment. Den tendens tager Penyllan til helt nye højder.

Med stor dygtighed har Jessica og Christian Skovdal Andersen fundet, opdyrket og nøje udvalgt husets egen vildgær, ”Garden Party”, og når de så tilsætter den til fadlagrede øl bliver resultatet i høj, international klasse.

Ølreleases fra Penyllan er af en kvalitet, som sjældent ses her til lands, og det finder sin naturlige plads på den allerøverste hylde af ekstrem luksus. Deres øl koster mange penge, men er hver en øre værd.

Øllene er blandt de bedste øloplevelser, vi i Holstebro har haft i rigtig lang tid, og derfor falder vores nominering til Årets danske Bryggeri naturligt nok i retning af det lille ultra-eksklusive bryggeri i den fjerneste ende af landet.

Vi glæder os til at smage mere fra Penyllan og ønsker for Jessica og Christian, at de får det internationale gennembrud, de fortjener.  

Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. 

Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.