København Nord og Amager indstiller People Like us - Danske Ølentusiaster

København Nord og Amager indstiller People Like us

27.10.2020 19:37

People Like Us er lokalafdeling København Nord og Amagers kandidat til prisen Årets Danske Bryggeri 2020.

Lokalafdeling København Nords indstilling lyder:
"Vi indstiller People Like Us for det gode øl, men ikke mindst for bryggeriets sociale bevidsthed. Det københavnske bryggeri har specialiseret sig i at ansætte personer med psykiske diagnoser, og i 2020 åbnede bryggeriet dørene for verdens første social bevidste ølfestival; Social Revolution By Beer Festival.

Bryggeriets ejer, Lars Carlsen, har startet bryggeriet for blandt andet at bekæmpe fordomme. Det arbejde, der gøres ved at tage mennesker med særlige behov ind i bryggeriet, er uvurderligt for samfundet.

People Like Us er en platform for at skabe jobs til folk fra kanten af arbejdsmarkedet. Platformen består af en bryggerivirksomhed og en socio-innovativ virksomhed, der arbejder på at udvikle og udbrede nye sociale forretningsforståelser og skabe nye fællesskaber.

People Like Us arbejder for: 

  1. at brygge gode specialøl
  2. at skabe en masse jobs til mennesker fra socialt marginaliserede grupper
  3. at udfordre samfundets opfattelser af normalitet og fællesskaber

Kort sagt at starte en ’Social revolution by beer’

85% af de ansatte i People Like Us har en eller flere diagnoser – autisme, depression, ADHD, PTSD eller noget helt andet. De ansætter folk til at gøre det, de er gode til, i stedet for at forvente de skal gøre det, de har svært ved. Herved afdækkes de enkeltes styrker og særinteresser og indarbejdes i virksomhedens workflow.

Bryggeridelen har Mikkel Borg Bjergsø fra Mikeller som Business Mentor. Han yder support i form af hans enorme know-how og netværk. Øllet bliver udviklet i samarbejde med andre dygtige bryggerier fra Danmark, Skotland, Polen, England og USA. Der er lanceret over 30 forskellige øl, som bliver brygget hos FlyingCouch, Amager Bryghus og De Proefbrouweriji Belgien. Øllet sælges i Danmark, England og Spanien.

Samtidigt er det forfriskende at se en virksomhed, der sætte mennesker med særlige behov i centrum. Ikke mindst på deres nye ølfestival, hvor man hylder dem, der gør noget ved social bæredygtighed, jobskabelse og innovation. Festivalen skal fungere som en hyldest til dem, der allerede gør en forskel, og som en inspiration til flere at følge.

Det nyeste, People Like Us har i gangsat, er deres egen bar i København, hvor der ofte er sociale begivenheder med øl i centrum. Dette etablerede de selvom en pandemi var over os alle – men det gav dem et god sted til at lave virtuelle aktiviter i en periode, hvor barbesøg og andre sociale begivenheder ikke var muligt.”

Lokalafdeling Amagers indstilling lyder:
"Begrundelsen herfor er især den store indsats People Like Us gør for socialt udsatte danskere, samt selvfølgelig at de brygger gode øl og for alle os som skal drikke øllet. Vi indstillet dem også sidste år, for de gør et kæmpe stykke arbejde. De lave den ene video ølsmagning efter den anden og har mange forskellige gæster med i deres programmer. De har skam også åbnet deres egen ølbar på Nørrebro hvor de udover fadøl, også har øl på flasker man ikke lige ser andre steder.

People Like Us har bevist at det er en succesfuld tilgang til arbejdsmarkedet som også virker for for-profit virksomheder og gør herved en forskel i verden – ikke blot for sig selv, men også for andre.
Når dette kombineres, fortjener People Like Us at blive indstillet til Årets Bryggeri."

Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.

Mangler I at indstille jeres kandidat til Årets Danske Bryggeri 2020? Så udfyld formularen på siden (for tillidsfolk).