København Nord og Amager indstiller People Like Us

02.11.2019 10:26

Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december.

People Like Us er lokalafdeling København Nords kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Det københavnske bryggeri har specialiseret sig i at ansætte personer med psykiske diagnoser, og i 2020 åbner bryggeriet dørene for verdens første social bevidste ølfestival; Social Revolution By Beer Festival 2020. Bryggeriets ejer, Lars Carlsen, har startet bryggeriet for blandt andet at bekæmpe fordomme.

Lokalafdeling København Nords indstilling lyder:

Vi indstiller People like Us for det gode øl, men ikke mindst for bryggeriets social bevidsthed. Det arbejde, der gøres ved at tage mennesker med særlige behov ind i bryggeriet, er uvurderligt for samfundet. People like Us har over en længer tid gjort mange gode ting for denne befolkningsgruppe, som ikke altid har det let i den danske hverdag. 

Samtidigt er det forfriskende at se en virksomhed, der sætte mennesker med særlige behov i centrum. Ikke mindst på deres nye ølfestival, hvor man hylder dem, der går noget ved social bæredygtighed, jobskabelse og innovation. Festivalen skal fungerer som en hyldest til dem, der allerede gør en forskel, og som en inspiration til mere at følge. 

Der er allerede 38 bryggerier, som alle arbejder med social bæredygtighed, fra 12 forskellige lande med til denne festival, som løber af stablen i 2020.

Lokalafdeling Amagers indstilling lyder:

Bestyrelsen i Lokalafdeling Amager indstiller People Like Us til at modtage prisen som Årets Danske Bryggeri. Begrundelsen herfor er især den store indsats People Like Us gør for socialt udsatte danskere, samt selvfølgelig at de brygger gode øl.

People Like Us er en platform for at skabe jobs til folk fra kanten af arbejdsmarkedet. Platformen består af en bryggerivirksomhed og en socio-innovativ virksomhed, der arbejder på at udvikle og udbrede nye sociale forretningsforståelser og skabe nye fællesskaber. People Like Us arbejder for:

1. at brygge gode specialøl
2. at skabe en masse jobs til mennesker fra socialt marginaliserede grupper
3. at udfordre samfundets opfattelser af normalitet og fællesskaber.

Kort sagt at starte en ”Social revolution by beer”.

Bryggeridelen har Mikkel Borg Bjergsø fra Mikeller som Business Mentor. Han yder support i form af hans enorme know-how og netværk. Øllet bliver udviklet i samarbejde med andre dygtige bryggerier fra Danmark, Skotland, Polen, England og USA. Der er lanceret over 30 forskellige øl, som bliver brygget hos FlyingCouch, Amager Bryghus og De Proefbrouweriji Belgien. Øllet sælges i Danmark, England og Spanien.

People Like Us udbyder i samarbejde med den Skandinaviske Bryggerhøjskole en mikrobryggeruddannelse der kombinerer teori og håndværk med individuelle mentorløsninger.
I 2020 arrangerer People Like Us verdens første ”Social Revolution by Beer Festival” i København.
Den socio-innovative del har mange forskellige projekter som alle tager afsæt i at gøre noget for socialt udsatte bl.a.:

• En outscourcing afdeling, som outscourcer arbejdskraft til andre virksomheder indenfor bryggeriverdenen, f.eks. produktions- og lagerarbejde
• En trailer bar, som udlejes til diverse events til at servere øl og afholde ølsmagninger
• Et veteranprojekt, hvor et hold af krigsveteraner via ølbrygning har udviklet sig til ambassadører for at sætte fokus på krigsveteranernes udfordringer og potentialer - ikke blot på flagdagen d. 5. september, men også de 364 andre dage.

85% af de ansatte i People Like Us har en eller flere diagnoser, autisme, depression, ADHD, PTSD eller noget helt andet. De ansætter folk til at gøre det de er gode til, i stedet for at forvente de skal gøre det de har svært ved. Herved afdækkes de enkeltes styrker og særinteresser og indarbejdes i virksomhedens workflow.
People Like Us har bevist at det er en succesfuld tilgang til arbejdsmarkedet som også virker for for-profit virksomheder og gør herved en forskel i verden – ikke blot for sig selv, men også for andre.
Når dette kombineres, fortjener People Like Us at blive indstillet til Årets Bryggeri.

Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. 

Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her