Landsbestyrelsen igen fuldtallig - Danske Ølentusiaster

Landsbestyrelsen igen fuldtallig

24.11.2020 18:28

Den digitale mødeplatform Zoom blev taget i brug for at kunne holde regionsrådsmøde, hvor regionerne stemte for at indsupplere Landsbestyrelsen med fire nye medlemmer.

Regionernes tillidsfolk, repræsentanter og ansatte var søndag d. 22. november samlet til et regionsrådsmøde, hvor landsbestyrelsen blev suppleret med fire nye medlemmer. Mødet kom i stand som en erstatning for den ekstraordinære generalforsamling, der skulle være holdt på samme tidspunkt, men som ikke kunne gennemføres pga. de nordjyske restriktioner.

Landsformand, Klaus Rehkopff, startede med at byde velkommen, inden Marttin Stuart Nielsen blev valgt som dirigent, og Steen Knørr blev valgt som referent. Marttin sad klar på kontoret i Køge og styrede mødet derfra sammen med de ansatte.

Klaus Rehkopff gav derefter et oplæg om foreningens virke og kunne bl.a. berette, at det er den hårde tone på mails og på de sociale medier, der har været medvirkende til landsbestyrelsesmedlemmernes afgang: Danske Ølentusiaster skal være en forening, der samles og kæmper for det gode øl, og den hårde tone gør intet godt for foreningen. Desuden er Danske Ølentusiaster som så mange andre ramt af coronas effekt på medlemstallene, der hen over året har været dalende. Dette blev herefter diskuteret i plenum.

Regionsrådet havde på mødet to muligheder. Den ene var at nedlægge landsbestyrelsen frem til det næste gang ville være muligt at afholde en generalforsamling. Den anden mulighed var at indsupplere landsbestyrelsen med en økonomiansvarlig og tre menige medlemmer. 22 stemte for at indsupplere og to stemte imod.

Da der var fire kandidater til de fire ledige pladser, blev landsbestyrelsen dermed fuldtallig, og vil inden for kort tid holde et konstituerende landsbestyrelsesmøde. Har du brug for at komme i kontakt med bestyrelsen, så er det som altid på mailen bestyrelse@ale.dk.

De fire nye landsbestyrelsesmedlemmer er Niels Torm (Økonomiansvarlig), Allan Jensen, Jannik Toft Andersen og Jon Christian Vejbæk.

For første gange nogensinde blev mødet afholdt digitalt på Zoom. Det gjorde, at alle kunne deltage på behørig afstand – det havde dog sine udfordringer med teknikken, når de mange deltagere ville til orde. Det gjorde dog også, at det var muligt at optage mødet, som vil blive lagt ud til medlemmerne bag login hurtigst muligt. For nu kan alle tillidsfolk se videoen her, hvis de et logget ind på Google med deres ale-mail.