Natholdets jule(øl)kalender gentages - Danske Ølentusiaster

Natholdets jule(øl)kalender gentages

14.10.2019 12:20

Natholdet skal igen i år drikke sig gennem 24 øl, som ølekspert Carsten Berthelsen har udvalgt. Alle øl smages i løbet af én dag. Ligesom i Natholdets Julekalender anno 2017. Foto: Screendump fra YouTube.

I 2017 tog ølekspert og æresmedlem i Danske Ølentusiaster Carsten Berthelsen 24 øl med i studiet, hvor Natholdets Anders Breinholt og Søren Rasted smagte sig igennem de mange øl i løbet af én dag. Nu gør de det igen

Alle 24 afsnit fra 2017 blev optaget på seks timer under glødelampernes juleskær.

“Det var oprørende morsomt at være sammen med de to uvorne knægte, der sjældent hørte ordentligt efter, hvad Fader havde at fortælle om malt, humle og procenter. Søde drenge og Faders stolthed”, forklarer Carsten Berthelsen i det ØLentusiasteN #112.

Succesen fra 2017 bliver nu genopfrisket i 2019. Optagelsen finder igen sted én enkelt dag i november.

Anders Breinholt og Søren Rasted skal blandt andet smage på IPA fra Midtfyns Bryghus, to Barley Wines fra Fur og Amager og Penyllans “Roxy” modnet på whiskyfade og Fanøs Juleporter. Plus en lang række andre fine, danske øl.

Samtlige øl bliver registreret i rækkefølge og i god tid lagt ud på Natholdets hjemmeside og på Facebook, så man kan nyde en enkelt eller tolv fra repertoiret.

Læs mere om 2019-udgaven af Natholdets Julekalender i det nyeste nummer af ØLentusiasteN.

Magasinet lander hos medlemmerne i disse dage og kan læses online her.