Ny podcast bringer øl-kærlighed ind i din stue

29.11.2019 10:33

‘Øl-eventyret’ er lavet af kærlighed til øl i alle afskygninger ikke mindst de mennesker, der har viet deres liv til at brygge og drikke den. Som det står i programteksten: For enden af regnbuen er der ikke en krukke med guld, men en stor kande øl.

Øl-eventyret’ er en ny podcast om øl og ølnørder, som bygger på reportager fra bryggerier, barer og øl-events.


Ideen blev til på Danske Ølentusiasters ølfestival, hvor journalist Peter Schwarz-Nielsen blev introduceret til en lang række danske bryggere.
Det var tilfældigvis året før, Limfjordsporteren kunne fejre 30 års jubilæum, og sammen med tilrettelægger, Nikolaj Kirk, besluttede de, at første afsnit skulle fortælle historien om tilblivelsen af Danmarks største kult-øl. 

I afsnittet medvirker øl-guruen Carsten Berthelsen, brygmester Antoni Aagaard Madsen og gode folk fra Nørrebros ølværtshus, Cafe Viking. Og du får hele historien om tilblivelsen af den elskede øl og de ingredienser, der gør den til den øl, som folk elsker eller ikke kan fordrage. 

Som ekstramateriale til første afsnit er der desuden et miniafsnit, hvor komponisten Nikolaj Kynde, der normalt laver musik til whiskey-smagninger, laver en kort komposition baseret på smagen af Limfjordsporteren.
Så hvis du sætter dig tilrette med et eksemplar, kan du selv prøve, om Nikolaj Kynde rammer plet. 

Andet afsnit udkommer i december og er en reportage fra dette års release af øllen Blåbær, der er resultatet af et samarbejde mellem belgiske Cantillon og baren Himmeriget og Jeppe Jarnit-Bjergsø, der står bag Evil Twin.
I afsnittet får du svaret på, hvorfor 300 mennesker fra hele verden står i kø i de særdeles regnfulde nattetimer en dag i maj for at få fingrene i denne særlige øl. 
I begyndelsen af 2020 får du afsnittet ‘F-dag’ om en helt særlig øl, der kom til byen en uge efter J-dag. 

Første afsnit kan findes på app’en Podimo, som du kan downloade i App Store (Podimo - en verden af podcasts) eller via podimo.dk. Søg på Øl-eventyret.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her