ØLentusiasteN nr. 117 er på vej - Danske Ølentusiaster

ØLentusiasteN nr. 117 er på vej

25.08.2020 12:52

Tjek din postkasse og læs de seneste nyheder fra Danske Ølentusiaster og den danske ølverden.

Hvis postvæsnet vil, så lander ØLentusiasteN nr. 117 i denne uge i din postkasse. Her er lidt om, hvad du kan glæde dig til.

Bryggerinyt

Læs om tre nye bryghuse i det vestjyske sommerland – Oksbøl Bryghus, Kingspot Brewhouse og Biergarten Blåvand. Med i forvejen fire bryghuse hører Varde Kommune nu med til de kommuner med færrest antal indbyggere pr. bryghus, helt præcis er der 7.163 indbyggere pr. bryghus, mens vi på landsplan – med 230 bryghuse – har et bryghus for hver 25.243 indbyggere. Og så er der historien om Gamma Brewing, som er kommet godt igennem corona-krisen og åbner nyt bryggeri.

Sort frugt, unikt samarbejde og pop-up-bar

Over ni sider anmeldes der øl fra Det Lille Bryggeri i Bringstrup ved Ringsted, Hyldals Bryghus i Bække ved Vejen, Ølværket i Esbjerg, Vestslesvigsk Bryghus i Løgumkloster, Åben i Kolding og Norbæk Gårdbryggeri nord for Aarhus. Nøgleord er sort stout med frugt, Coop crowdfunding, bryggeriet Åben popper op i Kødbyen og overkarbonerede øl sprang i luften.

Nyt fra Danske Ølentusiaster

Læs om uddelingen af 53 ølmærker uddelt i ølhovedstaden København, foreløbigt overblik til Øllets Dag i Danmark og vagtskifte i landsbestyrelsen.

Opera & øl

Ølskribent Carsten Berthelsen er nok den eneste ølentusiast, som kan skrive om opera og øl eller opera og manglende øl.

Øllitteratur

Håndbryg i halvfjerdserne var en tynd kom te – nemt, hurtigt og billigt. – Og så er der også en historie om en besynderlig pjece om Rød Tuborg og general Grobut udgivet i 1977 eller 1999.

Håndbryg

Læs om vindergær ved DM i Håndbryg, opskriftsdatabasen Beercalc.org, kursus i ølbrygning på Bornholms Højskole og det bornholmske IPA-mesterskab.

Danmark Rundt

Trods corona sker der en masse spændende i den danske ølverden. Læs om Danske Ølentusiasters Ølfestival i Rønne, pubcrawl i Helsingør, Lillerød Jule Øl Smagning, genforeningsøl i Esbjerg, sommertræf i Kolding og nedgravet øl i Silkeborg.

Notitser

Blandt de mange notitser i ØLentusiasteN kan der nævnes, at Vadehavsbryggeriet brygges af Braunstein, Grimbergen brygges også i Polen, Nørrebro Bryghus ude i 67 Lidl-butikker, direktør forlader Nørrebro Bryghus, færøske Okkara solgt, Åben tørlagt, fra BrygSelv til Ørbæk, livstegn fra Bryggeriet Djævlebryg, Mikkeller i samarbejde med Burger King, Beer Lover’s Jigsaw Puzzle, dåseåbner til øl, ciderkonkurrence, Ølsmageren i Aalborg, ny webshop i Odense, Rbabarrab flytter og åbner et bryggeri, Skanderborg Bryghus åbner bar i byen, Hoppe.Beer på bordet i Korsør, øl & Lingerie, Humledrik genåbnet, fadlagret sour ale fra Ørbæk Bryggeri og Limfjordsporter på verdensomrejse.

God læselyst!

Er du ikke medlem?

Fortvivl ikke. Over 100 numre er åbne og klar til at blive læst af alle, der har lyst til at vide mere om øllets verden.

Læs ØLentusiasteN her: ale.dk/oelentusiasten

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her