ØLentusiasteN nr. 123 er på gaden - Danske Ølentusiaster

ØLentusiasteN nr. 123 er på gaden

23.08.2021 11:21

Gad vide hvorfor den unge dame smiler så betaget?

Tour de Bière 2021 – stor reportage.

Alfa Bryghus & Brasserie, en imponerende Brewpub i Vejen etableret i en gammel margarinefabrik.

Med masser af spændende nyheder og berusende viden

Så er ØLentusiasteN nr. 123 på vej ud til alle medlemmer fra i dag. I nummeret, som sædvanligvis er på 84 sider, kan man bl.a. læse om:

Brygnyt
Under afsnittet Brygnyt er der historier om de mange nye bryggerier, som på det seneste er dukket op. Det er The Many Worlds Brewing, som en brygger på Brus og To Øl står bag – Alfa Bryghus & Brasserie, en imponerende Brewpub i Vejen – AnathemA Brewing, Anders Busse er tilbage på banen – Bryggeri nr. 34 på Fyn, Middelfart Håndbryg – Bryghuset Solvognen, lokalt øl i Odsherred og sidst men ikke mindst Esbjerg Bryghus som ligger i en hyggelig baggård.

Af andre succeshistorier er, at der er kommet nyt brygværk på Spybrew i Hvidovre, at Nørrebro Bryghus er fast på hylderne i Lidl, at der sidste år kom 1,7 mia. flasker og dåser retur i Retursystemet, og man nu kan bruge en hel dag hos To Øl i Svinninge med rundvisning og langbordsmiddage.

Blandt de mere skæve historier er, at der er millioner af bobler i en øl og hvordan en ølentusiast opfattes i en ordbog.

Ølanmeldelser
Nummerets ølanmeldelser handler om: Belgisk øl: tip en 5’er – Westvleteren vs. St. Bernardus, Hvide Sande Bryghus og White Oak, som garanteres en holdbarhed på 450 år.

Foreningen
Under Foreningen kan man læse om øloplysning til borgerne om stilarter, Ølfestivalen den 22. - 23. oktober og de planlagte arrangementer på Øllets Dag.

Debat så det batter...
På siden Debat så det batter... er emnet ”Øl er ikke fint nok til de danske restauranter”, skrevet Danske Ølentusiasters nye landsbestyrelsesmedlem Kasper Mundt-Nielsen.

Håndbryg
I håndbrygafsnittet kan man læse om håndbrygget Kölsch, som er en elegant frisk og frugtig tørstslukker fra Køln, DM i håndbryg 2021 og det tredje afsnit om Gøg & Gokke-bryggerne.

Danmark rundt
Danmark rundt handler bl.a om CykØLløbet Tour de Bière 2021 som fylder hele syv sider, derudover er der omtale af Ølfestival i Karmeliterklostret i Helsingør og Sommertræffet i Kolding.

Og så er der åbnet nye ølbutikker i København, fx Dammbergs Ølmagasin på Vesterbro, Holy Fridge på Frederiksborggade og The Beer Hive på Amager.

Undergæret & Overgæret
I Undergæret & Overgæret, de små notitser, er overskrifterne bl.a. Byen Malt, Bæredygtige ølsmagebræt, Bestil dit eget fadølsbord, Mandsholdet Humlegranater, Kogebogen Ølvegetar, Den flyvende sofa opgraderer, Kalø-øl, Hjarnø Bryghus, Danskerne drikker stadigvæk mest pilsner, Carlsberg Porter 150 år, Ord om Øl, Schwarzbiermarinade, Kølemaskinen 150 år, Frisk frossen humle og at Humleland og Carlsberg har lavet et samarbejdsbryg.

Kan du ikke vente på at ØLentusiasteN nr. 123 lander hos dig, kan du som medlem læse den her hvor du også kan læse samtlige 123 numre af ØLentusiasteN.