Østfyn indstiller Svendborgsund Bryghus - Danske Ølentusiaster

Østfyn indstiller Svendborgsund Bryghus

11.10.2019 10:08

Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december

Sydfynske Svendborgsund Bryghus er lokalafdeling Østfyns kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Bryghuset blev etableret af brygmester Bo Abelgren Ehlers i 2018 og ligger i et omdannet autoværksted kun 200 meter fra Svendborgsundbroen.

Lokalafdeling Østfyns indstilling lyder:

Svendborgsund Bryghus er et innovativt og samtidig effektivt drevet bryghus. Bryghuset drives på familiebasis af Susanne og Bo Abelgren Ehlers.

Bo er den udfarende kraft i brygprocessen, mens Susanne driver den tilknyttede butik, som foruden bryghusets øl også forhandler Susannes hjemmelavede delikatesser og specialiteter, for eksempel saft og marmelade. Engagementet er endda så stort, at Susanne forlod sit job som sygeplejerske for at hellige sig fuldtidsbeskæftigelse i bryghuset og den tilhørende butik.

Bo har stor og mangeårig erfaring som brygger. I 2014 etablerede han sammen med Eske Ramvad, mikrobryggeriet ”Abelgren og Ramvad”, som blandt andet fik stor succes med deres fadlagrede Imperial Stout, ”Fad nr. 7”. Samarbejdet varede indtil 2017. Herefter etablerede Bo, i maj 2018, sit nuværende bryghus i et nedlagt autoværksted på Tåsinge. Her udlever han sin trang til at eksperimentere med råvarerne og får afløb for lysten til at udvikle.

Lige nu arbejdes der med en ”droneøl”, brygget på en humle fundet ved hjælp af en drone  i naturen. Vildt kreativt. Faktisk dyrker han også selv humle.

Idérigdommen kommer for eksempel til udtryk ved, at der hver tredje måned brygges et nummereret engangsbryg, som med tiden kan blive et samlerobjekt.

Endnu en kreativ side af Bos natur er idéen med at lade gode venner, en gang om året, ændre graffitiudsmykningen på bryghusets gavl.

Foruden sit eget bryghus er Bo Abelgren brygmester på Midtfyns Bryghus. Engagement, kreativitet og innovation er nøgleordene for Svendborgsund Bryghus. Derfor indstiller vi Svendborgsund Bryghus til Årets danske Bryggeri 2019.

Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december.

Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her