Ribe indstiller Vestslesvigsk Bryghus - Danske Ølentusiaster

Ribe indstiller Vestslesvigsk Bryghus

04.11.2020 07:24

Vestslesvigsk Bryghus er indstillet af lokalafdeling Ribe til prisen Årets Danske Bryggeri 2020.

Årets danske Bryggeri 2020 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december, og lokalafdeling Ribe har indstillet Vestslesvigsk Bryghus.

Hans Lautrup Nørgaard er initiativtager og brygger på Vestslesvigsk Bryghus startede som brygger hjemme i køkkenet i 2006 og tog så springet til bryghus på kommercielt niveau i 2014.

Vestslesvigsk Bryghus brygger øl der spontangæres efter samme metode, som anvendes på Cantillion. Det betyder at øllet får sin gær fra den omgivende luft. Derfor har øllet terroir!

Lokalafdeling Ribes indstilling lyder:
”Bryggeriet indstilles som Årets Danske Bryggeri blandt andet på baggrund af innovation og alternativ tænkning inden for dansk brygkunst, og øl fra Vestslesvigsk Bryghus har flere gange bidraget til kulinariske oplevelser hos anerkendte kokke i Danmark.

Bryggeriet har givet det vilde, spontangærede øl, der havde sin storhedstid i middelalderen en renæssance. Belgierne hævder ellers i dag at have patent på øltypen lidt uden for Bruxelles. Så at vi ser den i Danmark, er banebrydende.

Vestslesvigsk Bryghus har siden 1. januar 2014 haft kompromisløs fokus på og arbejde med den klassiske øltype, der endnu – selv blandt ølentusiaster – mangler at få sit danske gennembrud.
Vestslesvigsk Bryghus stiller gerne op til ølarrangementer og præsenterer deres øl, selv om det tydeligvis er bryg, der deler vandene blandt dem, der smager på det. Men det gør tilsyneladende ikke noget, der arbejdes i en højere sags tjeneste: At udbrede kendskabet til de spontangærede øl!

At bryggene så også kvalitetsmæssigt fint kan måle sig med udenlandske spontangærede, gør indstillingen selvfølgelig.”

Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.


Og se en liste over alle kandidater her.