Rødovre indstiller Spybrew - Danske Ølentusiaster

Rødovre indstiller Spybrew

25.10.2019 10:18

Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december

Spybrew er lokalafdeling Rødovres kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Spybrew et lille nanobryggeri fra Avedøredelen af Hvidovre. Bryggeriet blev etableret af Jens Lynge Larsen i 2014 og har en brygkpacitet på 200 liter pr. bryg.

Lokalafdeling Rødovres indstilling lyder:

Jens Lynge Larsen har som enmandsvirksomhed evnet at sætte Vestegnen på det danske øl-landkort. Spybrew gør meget ud af at være lokalt engageret og funderet, samtidig med succesfulde optrædener på ølfestivaler i Canada, USA og Island. 

Jens går ikke på kompromis med kvaliteten. Hvem har nogensinde smagt en dårlig eller fejlbrygget øl fra Spybrew? Nej, vel… 

Samtidig kombinerer han tradition med nye trends. Hvem andre har for eksempel lykkedes med at brygge en chiliøl med balance og fantasi til at brygge en Dry Stout med kanelbullar fra IKEA? 

Spybrew er også fast leverandør til vores lokale ølmærkested “Det Gamle Hundebad”, som Jens også besøger så tit, tiden tillader det. At han så fortsat brygger på et beskedent 200-liters anlæg gør det endnu mere imponerende, at han har gjort ølbrygning til sin levevej. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at Jens og Spybrew er på jagt efter lidt større lokaler – ”det SKAL dog være i Hvidovre, for det er hér jeg har hjemme!”

Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. 

Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.