Sæby Bryghus indstillet til Årets Danske Bryggeri - Danske Ølentusiaster

Sæby Bryghus indstillet til Årets Danske Bryggeri

04.11.2021 15:20

Danske Ølentusiaster er i gang med at finde Årets Danske Bryggeri 2021, og Sæby Bryghus er nomineret af Lokalafdeling Frederikshavn

”For Øllet og for Byen” er Sæby Bryghus’ slogan, og det må man sige at det lever de op til.

Sæby Bryghus, som så dagens lys i 2018, er i princippet en mindre brewpub.

”Formålet med projektet er igennem lokal brygning og distribution af kvalitets specialøl, med lokalt tilsnit, at bidrage til livet i byen og til byens identitet, som et attraktivt turistmål med rige muligheder for kulinariske oplevelser”, skriver bryghuset selv.

Lokalafdeling Frederikshavns indstilling lyder:
”Lille lokalt bryghus, der brygger øl med lokal islæt i høj kvalitet. Laver øl under mottoet "for øllet og for byen".

Med deres placering på Sæby Torv, er de med til at skabe en festlig stemning ved byens arrangementer på Sæby Torv. De tiltrækker turister og folk der kan lide godt øl fra hele kommunen”.

Den øl, som Lokalafdeling Frederikshavn anbefaler, er Nelleman IPA, som er lavet med æblesaft fra den lokale historiske æblehave Nelleman Have.

Årets danske Bryggeri 2021 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.