Signe ny i DØE - Danske Ølentusiaster

Signe ny i DØE

08.02.2021 12:18

Ny salgsansvarlig skal produktudvikle og gøre Danske Ølentusiasters webshop bedre.

Danske Ølentusiaster har fra d. 1. februar ansat en salgsansvarlig, som fremover skal stå for optimering og salg i vores webshop. Signe Engell er provisionslønnet og ansat på deltid.

Signe Engell er cand.comm i Kommunikation og Psykologi fra Roskilde Universitet og har i flere år arbejdet med intern og ekstern kommunikation i Frederiksborg Brand & Redning.

Det var oprindeligt Signes mand, der opfordrede hende til at søge jobbet, da han selv er noget af en amatørbrygger. Selv har Signe ikke den store erfaring med øl, men hun har allerede prøvet at brygge hos landsformand Klaus Rehkopff, hvor hun blev kastet ud i IPA’ens verden.

”Jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang, og jeg håber på at få og finde en masse inspiration hos vores medlemmer.” Især glæder Signe sig over mulighederne for at gøre webshoppen og dens produkter endnu bedre. Og hvis nogen sidder med gode idéer til, hvad der skal sælges i DØE’s webshop, så er det bare at sende det.

Sammen med sin mand Thomas og børnene Ronja og Magne flyttede de for et par år siden ind i et bofællesskab i Lejre, og Signe betegner sig selv som noget af en ny-hippie. Og så er hun eksil-jyde ”Det ser jeg som en kvalitet”, siger Signe og smiler – hvilket hun gør meget.

”Vi er spændte på, hvad Signe kan finde frem til af nye muligheder for vores webshop,” siger Klaus Rehkopff og fortsætter: ”Vi har i lang tid tænkt, at der var et uudnyttet potentiale, og vi er sikre på, at Signe kan være med til at udfylde det og gøre det til en populær webshop for ølentusiaster.”