Skagen Bryghus er nomineret til Årets Danske Bryggeri - Danske Ølentusiaster

Skagen Bryghus er nomineret til Årets Danske Bryggeri

04.11.2021 16:03

Jyllands nordligste Bryghus er indstillet af Lokalafdeling Skagen.

Jyllands nordligste bryggeri Skagen Bryghus, hvor brygmester René Søgaard Sørensens står i spidsen, har ligget i smult vande i en del år. Lige så populær Skagen er, lige så populær er Skagen Bryghus.

”Lige inden den seneste finanskrise for ca. 20 år siden, poppede der i Danmark det ene bryghus op efter det andet. I 2005 fik Skagen også sit bryghus i det tidligere elværk. Skagen Bryghus havde som så mange andre bryghuse en lidt svær start, men med hjælp fra både lokale og loyale aktionærer, formåede bryghuset at rejse så meget, at det i dag er et unikt samlingssted for både lokale borgere og byens mange turister”, fortæller Danske Ølentusiasters Lokalafdeling i Skagen, der fortsætter:

”Mange vil sikkert påstå, at Skagen-brandet i sig selv kan sælge produkter – herunder øl. Men vil en forretning, et udskænkningssted eller en ølelsker igen og igen igennem snart 20 år vælge en øl alene ud fra at Skagen er en del af etiketten – næppe."

”Bryghuset udvikler løbende nye øl for enhver smag, og nogle af disse øl går hen og bliver en del af det faste øludvalg. Pt. har bryghuset et produktsortiment på hele 41 øl.”

”Inde i selve bryghuset er der plads til ca. 200 gæster som kan nyde den gode mad og nyde synet af de 24 ølhaner. Når vejret i Skagen viser sig fra den gode side, åbner Bryghuset op for Danmarks største beergarden med plads til ca. 500 gæster. Øl og mad går godt i spænd med god musik. Gennem hele året er der hver fredag og lørdag live musik, og i højsæsonen er der også i hverdagen live musik i deres beergarden”, fortæller lokalafdelingen videre og afslører at bordbestilling er en god idé.

”Når der er plads til 200 indendørs og 500 udendørs, vil mange nok mene at bordreservation ikke er nødvendig, men her tager man fejl – hvorfor? — fordi Bryghuset leverer varen.”

”Bryggeriet har været meget aktive på de sociale medier under corona-pandemien for at udbrede kendskabet til deres øl, og de har lavet mange spændende smagekasser som kunderne kunne bestille via webshoppen.”

Danske Ølentusiaster i Skagen mener derfor, at det vil være fuldt fortjent at dette bryggeri bør smykke sig med titlen som året danske bryggeri 2021.

De lokale ølentusiasters favorit er Bundgarn, en engelskinspireret kulsort porter, brygget på engelsk humle, røget og sort malt samt engelsk lakrids.

Årets danske Bryggeri 2021 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets Danske Bryggeri 2021 her.