Svendborg indstiller Theodor Schiøtz Brewing Co. - Danske Ølentusiaster

Svendborg indstiller Theodor Schiøtz Brewing Co.

04.11.2020 13:26

Theodor Schiøtz Brewing Co. er indstillet af lokalafdeling Svendborg til prisen Årets Danske Bryggeri 2020.

Årets danske Bryggeri 2020 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december, og lokalafdeling Svendborg har indstillet Theodor Schiøtz Brewing Co.

Theodor Schiøtz Brewing Co. er et craft beer bryggeri beliggende i centrum af Odense.
Fortællingen om Theodor Schiøtz Brewing Co. starter i foråret 2017, hvor de satte deres første bryg over i den gamle Albani-tappehal. Det er også her, at serien af Anarkist-øl i dag brygges og videreudvikles.

Historien om bryggeriet går dog noget længere tilbage end 2017. Den begynder nemlig med Theodor Schiøtz, der i 1859 åbnede dørene op for Albani. Schiøtz' tilgang til ølbrygning, og livet generelt, har inspireret bryggeriet til at være nysgerrige i deres tilgang til ølbrygning, og de er stolte af at få lov at brygge øl i de historiske Albani-bygninger, der i flere generationer har dannet ramme for den odenseanske øl.

Lokalafdeling Svendborgs indstilling lyder:
”Den 10. april – ikke engang en måned efter COVID-19 nedlukningen – afholdte Royal Unibrew/specialbryggeriet Theodor Schiøtz i samarbejde med brygværtshuset Anarkist og Craft Makers Collective deres første virtuelle ølsmagning: ’Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning’.
Man havde inviteret 11 andre mikrobryggerier med til at bidrage til en smagekasse – i første omgang 1.000 stk., som lynhurtigt blev udsolgt; det endte med 2.000 kasser ialt.

Den første smagning, som blev livestreamet på Facebook, var en kæmpesucces. Den anden smagning kom to uger senere den 25. april og sidenhen en tredje den 12. september.

Over 30 mikrobryggerier og deres bryggere fik hver 15 minutter og muligheden for at promovere deres øl og bryggerier til det ganske land. Især de to første smagninger i april var med til at gøre livet lidt sjovere og gøre tiden lidt mere optimistisk for de mange tusinde nedlukningsramte øltørstige danskere.

Royal Unibrews initiativ var muligvis startet for at promovere deres egne produkter, men der er uden tvivl mikrobryggerier rundt om i landet, som har fået et kæmpe boost, økonomisk og pr-mæssigt, med dette initiativ.”


Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.