Tag til ølfestival i Ribe

02.07.2019 12:39

Vadehavsølfestival er en superlokal ølfestival i kongebyen Ribe. Årets festival holdes på Skibbroen, der kan dateres tilbage til 700-tallet.

Årets Vadehavsølfestival løber lørdag af stabelen på Skibbroen. Mød blandt andre det lokale bryggeri, Ribe Bryghus plus Warwik Bryghus fra Varde og esbjergensiske Ølværket

Vadehavsølfestival er en superlokal ølfestival i kongebyen Ribe. Den sydvestjyske by har siden 2013 lagt brosten til festivalen, der årligt trækker 300-400 gæster til hanerne.

I år holdes festivalen nu lørdag, den 6. juli, på Skibbroen, der er historisk en å-havn, hvor man i 700-tallet sejlede fladbundede pramme ind med varer til byen. Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ribe står bag årets Vadehavsølfestival.

De primære bryggerier, som deltager hvert år, er Ribe Bryghus, Warwik Bryghus og Ølværket. Lokalafdelingen har i år også skaffet fire øl fra Fanø Bryghus’ speciallinje. Derudover deltager Vester Vedsted Vingård, der ligger lidt udenfor byen og brygger øl til restauranten på stedet. Vester Vedsted Vingård brygger to øl; en lys kølsch og en mørk altbier.

Til årets festival har Ribe Omegns Bryggerlaug brygget forskellige bud på belgiske blondes. Festivalens gæster bedømmer øllet på dagen og afgør, hvilken øl der er den bedste.

Vadehavsølfestival blev etableret for seks år siden og er affødt af, at lokalafdelingen ikke fejrer Øllets Dag første lørdag i september. Det skyldes, at Øllets Dag kollideret med den årlige Vinfestival i byen.

Vadehavsølfestival 2019
Lørdag d. 6. juli mellem 11 og 16
Skibbroen, 6760 Ribe

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her