To indstillinger af Thisted Bryghus - Danske Ølentusiaster

To indstillinger af Thisted Bryghus

29.10.2019 12:46

Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december.

Thisted Bryghus er lokalafdelingerne Thisted og Fjerritslevs kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Bryghus er en klassiker på den danske ølscene og ved Årets danske Bryggeri. Bryghuset vandt prisen tre år i træk fra 2015 til og med 2017. Thisted Bryghus blev grundlagt i 1902, og bryggeriets klassiker er Limfjordsporteren, der blev lanceret for 30 år siden

Lokalafdeling Thisteds indstilling lyder:

Thisted Bryghus var et af de første, danske bryggerier til at bane vejen for økologi i ølproduktionen. Parallel med at øge andelen af økologiske råvarer, arbejdes der hårdt på at råvarerne skal være fra lokalområdet, nærmere bestemt Nationalpark Thy. 

Ligeledes arbejdes med produktudvikling af nye og spændende råvarer og kombinationer af disse. I udviklingen mod at lave hele bryghuset økologisk er økologiske sodavand det seneste skud på stammen. 

Bryghuset har fokus på miljøet, blandt andet gennem samarbejde med Gyrup Malteri, hvor der i lokalområdet er skabt mulighed for at producere økologiske kvalitetsmalte, uden unødig forurenende transport af råvarerne. 

Thisted Bryghus er midt i en større udvidelse af bryghuset, hvilket giver en bedre udnyttelse af ressourcer såsom energi og vand, og det vil resultere et mindre CO2-aftryk. 

Kvalitetsprodukter fra bryggeriet kan købes i detailhandel i hele landet, uden undtagelse. Der er stor fokus på anvendelse af pressen samt de sociale medier til udbredelse af kendskabet til - ikke blot egne - men også andres specialøl. Blandt andet ved, i samarbejde med Danske Ølentusiaster, at byde andre bryggerier velkomne på Thisted Bryghus ved den årlige, lokale ølfestival. 

På bryghuset udvikles der stadig nye produkter. Tendensen er klar; der kommer år efter år en lind strøm af nye øl, som følger markedstrenden. 

Vi har de seneste år set lokalt samarbejde med øl i is, og det seneste er lokal fremstillede safter, baseret på lokale bær. 

I lokalsamfundet ses Thisted Bryghus som en af de store spiller. Der samarbejdes med flere lokale virksomheder, og bryghuset spiller også en stor rolle i at promoverer og udvikle fremtidens smag af Thy. Bryghuset støtter stort op om lokale foreninger og initiativer med blandt andet sponsorater.

Lokalafdeling Fjerritslevs indstilling lyder:

Thisted Bryghus er ikke bange for at prøve nyt, men holder stadig fast ved det gamle. Der er derfor noget for enhver smag. 

Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. 

Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.