Nyhedsbrev for Ølentusiaster i afdeling Odense

Foråret nærmer sig med hastige skridt, og dermed masser af spændende ølaktiviteter. Læs i dette nyhedsbrev om:

- Medlemsmøder

- Ny lokalformand

- En hjælpende hånd til arrangementer

- Blandet 

 

Medlemsmøder

I april er vi så heldige at jeg for et par måneder siden lavede en aftale med næstformand i Aalborg Anne Lise Knørr om at hun kommer og præsenterer øl for os. Hun er i mellemtiden blevet valgt som landsformand, så vi får  æren af hendes første "officielle besøg" uden for hendes egen afdeling. Nok så vigtigt er det at hun medbringer et spændende udvalg af nordjyske øl, så vi har chancen for at smage noget godt dansk øl der ikke normalt finder vej til Fyn.

Tilmelding til tirsdag den 16. april 

Tilmelding til onsdag den 24. april

I maj måned vender vi tilbage til et enkelt medlemsmøde som ligger den tredje tirsdag i måneden. Her vil emnet være ølcocktails - cocktails med øl. En professionel bartender fra DrinksZonen.dk vil præsentere nogle cocktails lavet med øl. Da det ikke kommer til at udfylde hele tiden, og nogen måske gerne vil have deres øl rent, finder vi også et par gode og spændende øl frem til at slutte af med. 

Tilmelding til øl og cocktails

 

Ny lokalformand

Som annonceret på årsmødet 2012 træder jeg tilbage som lokalformand til årsmødet i år, som bliver den 17. september på Madhuset Alfred og Kamilla. Med et halvt år igen synes det meget passende at minde jer allesammen om det nu. Desuden må jeg tilføje at Morten har fået nyt og tidskrævende job ude i den virkelige verden, og derfor også træder tilbage som næstformand.

Da jeg selv trådte til som formand var det en stor hjælp at flest mulige opgaver blev uddelegeret. For at hjælpe en ny formand i gang ville det være en stor hjælp at der var nogen i bestyrelsen der kunne løfte det jeg ser som de største opgaver som jeg i øjeblikket løser, men som ikke nødvendigvis behøver at være formandens. Måske er det dig? Måske kender du en der kunne løfte opgaven?

- Webmaster: Hjemmesiden odense.ale.dk skal holdes opdateret, referater fra aktiviterne lægges på og nyhedsbreve udsendes. Foreningens system TYPO3 kræver en lille indsats at sætte sig ind i, men er ellers ret intuitivt og let at arbejde med.

- Medlemsmøder: Det er i øjeblikket mig der planlægger og arrangerer medlemsmøder, men det kunne være hvem som helst i bestyrelsen, eller måske gå på skift. Uanset løsningen kræver det en der sørger for at de bliver til noget og holder styr på det hele. Virkelig en opgave der lette formandens arbejde.

Selve formandsopgaven burde hovedsagelig være at repræsentere foreningen og at koordinere bestyrelsens arbejde. Det er formanden der bliver ringet og skrevet til når nogen vil have fat i Danske Ølentusiaster i Odense og det skal der svares på. Desuden repræsenterer man Odense-afdelingen overfor Region Fyn og over for landsforeningen, hvilket giver en lille håndfuld møder om året. Og endelig skal det lokale arbejde koordineres, der skal holdes styr på at planer gennemføres og aktiviteter bliver til noget.

Desuden skal der jo fortsat laves andre arrangementer, Øllets Dag skal også have ny chef, og ikke mindst skal der holdes styr på økonomien og pengekassen.

 

En hjælpende hånd til arrangementer

Vi har i år en masse spændende udadvendte arrangementer hvor vi skal ud og præsentere det gode øl og vores gode forening. Typisk ved at have en stand hvor vi fortæller om foreningen og skænker smagsprøver på øl. Det kræver bemanding af standen, og det er sådan set en opgave for alle i foreningen og ikke kun for bestyrelsen. Derfor vil vi høre om du kunne tænke dig at give en hånd. Læs mere om arrangementerne og hvor meget hjælp der skal bruges på odense.ale.dk hvor "jobopslaget" er første afsnit på siden.

 

Blandet

Samtidig med at vi holder musikquiz på søndag er der jo også markedsdag i Tarupcenteret. Vores tidligere næstformand har gjort et godt stykke arbejde for at få det op at stå, og gjort det på foreningens vegne, hvilket vi er megget glade for. Så du ikke den flotte helsides annonce i Ugeavisen, så se den her - klik på billedet for at se det i fuld størrelse. Det ser jo godt ud at vores logo er så prominent med.

Lokalafdeling Kolding fylder 10 år lørdag den 13. april og fejrer det med komsammen, miniølfestival og ølsmagning på You'll Never Walk Alone. En fremragende mulighed for at opleve Kolding, som er en af Danmarks store ølbyer. Læs meget mere på kolding.ale.dk og bemærk at forhåndstilmelding er nødvendig til aftendelen.

Ølsmagning i tipi! Torsdag den 25. april holder Restaurant (mm.) Gl. Brydegaard ølsmagning og middag i deres tipi. Der serveres tre retter rustik mad tilberedt i tipien, og deres øl-leverandør præsenterer øl der passer til. Læs mere og tilmeld dig her.

Christian Firtals Pale Ale Festival nærmer sig med raske skridt. Det er i Kr Himmelfartferien, 9-12. maj. Der er ikke kommet detaljer ud endnu, men det bliver i stil med de foregående år, så mon ikke man kan regne med nogle dage med flot vejr, festlig stemning og masser af godt øl til humleentusiaster!

Højt Skum! 

Christian

 

 
Nyt medlem?

Er du ny i Danske Ølentusiaster, så læs denne side på odense.ale.dk der fortæller om hvordan tingene foregår i lokalafdeling Odense.