Februar 2011, nyhedsbrev bonus

Ja, jeg regnede med at dette skulle være en ganske kort besked med opfordring til at melde sig til medlemsmøde, men der er dukket en masse eksterne arrangementer op, så I får et helt nyhedsbrev!

Indhold:

- Årets Ølnyhed

- Søndagshygge

- Generalforsamling

- Fynsk Ølmesse

- Invitationer udefra

 

Årets Ølnyhed

Normalt plejer vi ikke at afsløre hele programmet til et medlemsmøde på forhånd, men i februar kan vi lige så godt:

- Indslev Pale Ale, Hvede IPA

- Jacobsen Pale Ale

- Thisted Jule Ale 2010

- Midtfyn X Porter

- Hornbeer Winter Porter

- Midtfyn Rough Snuff

- Willemoes Jul 2010

- Randers Hoppy Sundown

- Thisted Black Ale

- Hornbeer Hop Horn

Det har været en kamp at skaffe alle ti, men vi forventer bestemt at alt når frem! Rækkefølgen ligger ikke helt fast - det bliver umuligt at placere alle på en helt fair måde allerede når vi når efter de første tre...

Selv om man kender nogle af øllene i forvejen og har valgt en favorit, er det meget givende at opleve alle ti ved siden af hinanden. Så vi opfordrer til at flere skynder at melde sig til!

De to medlemsmøder er:

Tirsdag den 15. februar kl. 19.30 på Carlsens Kvarter

Onsdag den 23. februar kl. 19.30 på Carlsens Kvarter

Husk tilmelding

 

Søndagshygge

Vi har længe drømt om at lave et arrangement på Christian Firtal, men det har været svært at arrangere da lokalet er lille, og der altid er mange gæster. Men nu har vi fået en aftale på plads så vi kan mødes en søndag eftermiddag, søndag den 10. april, fra kl. 14 til henad 17. 

Vi skal smage noget engelsk cask ale, og have lidt at vide om den måde at servere øl på, og så skal der hygges - det er sådan cask ale nydes allerbedst. Der bliver en lille hyggelig musikquiz, og når den slutter kunne man forestille sig at almindelig småsnak har sat ind, som det oftest gør til vores møder. Quizmaster er endnu ikke fastlagt, så det er for tidligt at gætte på hvilken slags musik man skal læse op på, men mon ikke det er en ide at kunne sine rock og pop klassikere?

Prisen bliver 100 kr. som inkluderer cask ale og snacks, og efter cask ale vil der være mulighed for at forsyne sig i baren med særlig søndagsrabat.

Tilmelding som vanligt

 

Generalforsamling

Tilmeldingen til årets generalforsamling er åbnet. Det er lørdag den 19 marts, og programmet følger traditionen. Der er Fynsk Ølsmagning, efterfulgt af selve generalforsamlingen, så spisning og til sidst ølforedrag. På tilmeldingssiden står også alle nødvendige praktiske oplysninger.

Og nu vi taler tilmelding, så er der også åbnet for tilmelding som frivillig på årets Ølfestival. Det er altid en hyggelig måde at deltage i festivalen, man yder et konkret stykke arbejde til gavn for foreningen og møde ligesindede fra hele landet.

 

Fynsk Ølmesse 2011

Ligesom i 2010 afholder Jacob Medici Fynsk Ølmesse i Ebberuphallen. Det er i år lørdag den 12. marts og kommer til at vare fra kl. 15.00 til 20.30. De fynske bryggerier er inviterede og han lover at der vil være mindst 50 fynske øl på programmet og der vil være andre ølrelaterede aktiviteter.  Det koster 110 kr. og for 160kr. er der inkluderet spisning.

Se plakaten for arrangementet her.

 

Invitationer udefra

Det er  væltet ind med invitationer til øl-arrangementer på det seneste. Udover Fynsk Ølmesse - som selvfølgelig skulle have sit eget afsnit - er der i denne omgang:

Bajstrup Rejser arrangerer tur til den Tjekkiske Ølfestival i Prag 19-22. maj, inkl. byrundtur og to bryggeribesøg, til en pris på 2825 kr. Du kan hente brochuren her. Jeg har hørt gode ting om festivalen, især når man sørger for at finde teltet med uafhængige bryggerier.

Gislev Rejser har to år arrangeret bustur til Oktoberfest, men tager i år til Berlin Bierfestival, der i øvrigt er meget mere interessant ølmæssigt. Det er 4-7. august og koster 2598 kr. Læs mere her. Jeg har også fået et eksemplar af deres brochure om turen som jeg vil spørge om de vil have liggende på Carlsens Kvarter.

Det var vist nok for denne gang!

Højt finaleskum!

Christian

 
Darwindag
I dag, lørdag den 12. februar er det Darwins fødselsdag. Til ære for ham vil der være Djævlebryg OriginAle på fad på Christian Firtal.
Jubilæum!

Den 1. februar havde Benny i al stilhed 20 års jubilæum som indehaver af Carlsens Kvarter! Vi ønsker stort tillykke og takker for det store arbejde i øllets tjeneste. Hvad havde Danske Ølentusiaster været uden? Der havde ikke været et sted at holde stiftende generalforsamling, så vi må i hvert fald konstatere at foreningen havde ikke været det samme uden Benny's pionerindsats for det gode øl! 

Fadøl!

Der sker spændende ting på Christian Firtals fadølshaner efter at Andy er begyndt at køre landet tyndt og hente øl direkte på bryggerierne for at sikre sig det mest spændende. I denne uge har han været på Amager Bryghus hvor han tog dette billede af en kaffeporter der har ligget to år på fad. Amager har i år på Ratebeer overhalet Mikkeller som Danmarks bedste bryggeri, og det er jævnligt på fad på Christian Firtal.

 

odense.ale.dk

Vi har lavet en lille opdatering af siderne med udskænkningssteder og forhandlere på odense.ale.dk

Nye på siden er:

Den Lille Ølkælder: Hobbybutik i Odense S, der til at starte med fokuserer på fynsk øl. Bemærk åbningstiderne før du kigger forbi!

Grønttorvet: Der er sjældent set et mere gennemført ølkort med grundige oplysninger om hver øl. Der arbejdes også på at uddanne personalet mv.