Nytårsbrev for Danske Ølentusiaster, Lokalafdeling Odense

Godt nytår til alle I dejlige medlemmer i Lokalafdeling Odense fra bestyrelsen. Vi skal i gang med et nyt kalenderår med masser af spændende ølentusiastiske oplevelser. Læs her om de første af dem:

- Medlemsmøder i januar

- Medlemsmøder i februar

- Kort og blandet

 

Medlemsmøder i januar

I januar er der traditionen tro sort øl på programmet. Øllet er endnu ikke udvalgt, men planen er at det som tidligere år kommer til at dække alt fra de lettere typer til en heftig imperial stout som afslutning.

Der afholdes to møder:

Tilmelding til tirsdag den 15, januar (snart udsolgt)

Tilmelding til onsdag den 23. januar (god plads)

 

Medlemsmøder i februar

Lige så traditionsrigt er det at vi i februar smager på de ti finalekandidater til Årets Ølnyhed. En festlig aften hvor vi skal igennem ti forskellige øl, hvorefter vi er klar til at gå hjem og stemme på de bedste. Tilmeldingen er netop åbnet:

Tilmelding onsdag den 13. februar

Tilmelding tirsdag den 19. februar

 

Kort og blandet

I løbet af januar skal vi stemme i første runde om Årets Ølnyhed, hvor vi udvælger de ti øl der kommer i februars finalerunde. Afstemningen løber fra den 14. januar og frem til den 31. Der kommer meget mere information i et landsdækkende nyhedsbrev.

16. marts er der generalforsamling for Danske Ølentusiaster. Sæt kryds i kalenderen! Det foregår på Dalum Landbrugsskole, og dagen indeholder som altid Fynsk Ølsmagning før mødet, og spisning og ølsmagning efter mødet.

Sæt også kryds i kalenderen 23-25. maj hvor du skal til Ølfestival i TAP 1 i København, og 29-30. juni hvor du skal til Kulinarisk Sydfyn.

Aarup Bryghus må i januar holde lukket mens der brygges nyt øl. Hele lageret nåede nemlig at blive udsolgt op til jul.

Munkebo Mikrobryg nærmer sig virkelighed når Claus Christensen i foråret tager et udlandsophold som brygmester på Camba Bavaria, et af Tysklands mest spændende små bryggerier. Der var en artikel i Fyens Stiftstidende juleaftensdag - den er ikke gratis online, men et aftryk kan ses på Munkebo Mikrobrygs Facebookside.

Og så kender jeg til spændende personalenyt på flere fynske bryggerier, men det er hemmeligt indtil videre. Det kan nok læses i næste nummer af ØLentusiasteN...

Med nytårshilsen og højt champagneskum,

Christian