Nyhedsbrev, juni 2009

Maj måned fløj afsted med skovtur, ølfestival, krydret øl, og for mit eget vedkommende, lambik i Belgien. Når jeg får styr på mine billeder kommer der en fotoreportage af sidstnævnte op på lokalafdelingens hjemmeside.

 

Medlemsmøde med mad, 16. juni

Tirsdag den 16. juni er der medlemsmøde på Eydes Kælder. Den sædvanlige pris på 125 kr. dækker forret og øl, og så vælger og betaler man selv hovedret og evt. dessert. Man kan se menukortet her hvis man vil forberede sig.

For at vi kan nå at spise er det denne gang kl. 18. 30, husk det!

Vi skal have tilmelding og betaling senest 9. juni, så vi kan nå at bestille bord. Følg de sædvanlige retningslinier på arrangementsiden!

Vi ses forhåbentlig rigtig mange til en hyggelig sommerafslutning!

 

Efteråret

Tirsdag den 18. august kommer det som tidligere nævnt til at handle om nyt dansk øl. Øl der er frigivet i 2009 og altså er kandidat til Årets Ølnyhed 2009. Har du været uden for øen og fået spændende øl som vi ikke normalt kan få her, må du meget gerne skrive, og så kan vi se om vi kan skaffe det. Selvfølgelig lettest hvis det er tilgængeligt i en af ølbutikkerne i København eller langs den jyske motorvej...

Jeg fik meget få tilbagemeldinger på min forespørgsel i maj, om et møde med lambik, men jeg fik dog nogen. Jeg kunne godt forestille mig at det bliver i september og at man skal vælge enten lambik eller noget andet og sødere.

Årsmødet bliver i år rykket tilbage til oktober da tredje tirsdag er uge 43 og dermed ikke efterårsferie. Dermed kan skolesøgende og andre med ferie stadig deltage i årsmødet.

31. oktober holder Regionen Fynsmesterskab i Håndbryg. Dette arrangement er årets mulighed for at smage fynsk håndbryg af højeste kvalitet. Læs mere på haandbrygfyn.ale.dk

Der er også et andet spændende regionsarrangement i støbeskeen. Mere om det senere.

Ikke rigtig til efteråret, men til sidst vil jeg også nævne fødevaremessen Kulinarisk Sydfyn, i Svendborg 27-28 juni. Der er en ølafdeling, med besøg fra DØE, håndbryggerne i Svendborg og diverse bryggerier.

Og som afslutning på et usædvanlig kort nyhedsbrev, den sædvanlige salut:

Støt vores fremragende ølværtshuse og ølbutikker, de har rigtig godt af det!

Christian