DØE Odense, nyhedsbrev maj 2010

Så blev det maj, solen skinner og nyhedsbrevet er herlig kortfattet.

Jeg er så godt som ude af døren på vej til København hvor Mikkeller åbner ny ølbar i aften som optakt til Ølfestivalen.

Jeg har lavet en samling anbefalinger, særligt for fynboer der vil prøve noget øl man ikke kan få i Odense til daglig. Den kunne være et godt udgangspunkt hvis man ikke har tid til at pløje hele programmet igennem og finde det der ser spændende ud. Lokalformandens Anbefalinger

Linket skulle gerne føre til et tekstdokument der er lige til at printe ud.

Ellers er indholdet nedenfor kommende møder, skovtur og fint besøg.

 

Kommende møder

Tirsdag den 18. maj: Nye danske øl.

Carlsens Kvarter kl. 19.30 - 22.00

Vi gentager en succes fra foregående år, og serverer en række nye danske øl fra 2010 som kunne være med i opløbet til Årets Danske Ølnyhed. Nogle af øllene bliver forhåbentlig fra bryggerier som vi ikke normalt ser i Odense. En spændende og varieret aften med fokus på fremragende øl.

Tirsdag den 15. juni: Fransk øl med Torben Matthews.

Carlsens Kvarter kl. 19.30 - 22.00

Torben er kendt som ejer af pubben You'll Never Walk Alone i Kolding, og holder foredrag og skriver bøger om øl. Han er altid umådelig underholdende samtidig med at det ølfaglige niveau er højt. I år har han været i Frankrig og fundet nogle spændende øl fra små bryggerier, og vil dele oplevelsen med os. Mener man ikke de kan lave spændende øl i Frankrig, så har man muligvis ret, men historierne bliver i hvert fald ikke kedelige!

Tilmelding som altid nødvendig på vores arrangementsside 

 

Vandretur

Sidste år var vi på skovtur ved Odense Å og det var en bragende succes. Måske godt hjulpet af at vejret var fuldstændig perfekt til at gå en tur og drikke nogle øl. I år gentager vi succesen lørdag den 29. maj hvor vi mødes på Carlsens Kvarter kl. 13, går en tur og smager på et par gode øl undervejs. Der vil også blive serveret en sandwich undervejs. Et par timer senere drikker vi en afslutningsøl på foreningens regning på Carlsens.

Prisen for alt dette bliver 60 kr.

Vi stopper tilmeldingen ved 30 deltagere, så tilmeld jer snarest.

 Ja, som sagt et kortfattet nyhedsbrev, og med et vist niveau af genbrug.

Højt festivalskum,

Christian

 
Du modtager denne mail...

...som medlem af Danske Ølentusiaster, lokalafdeling Odense C. Hvis du ikke ønsker at modtage vore mails, eller du har ændret mailadresse, skal du logge ind på ale.dk, og finde punktet Ret Medlemsoplysninger.

(du skal bruge pin-kode og medlemsnummer, og herefter klikke på medlemsoplysninger/ medlemsrettelser og fjerne eller rette din mailadresse).

Hvis du fjerner din mailadresse vil du hverken modtage den landsdækkende alemail eller mails fra lokalafdelingen og regionen.