Glædelig jul allesammen

Glædelig jul og godt nytår fra Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Odense. Her i årets sidste nyhedsbrev vil I kunne læse om

  • De kommende medlemsmøder
  • ale.dk
  • Ølfestivaller 2008
  • Diverse
Kommende medlemsmøder

Belært af den store interesse for julemøderne, og november-mødet, fortsætter vi med to møder om måneden et stykke ind i det nye år. Vi bryder os ikke om at måtte sige nej til nogen, men på den anden side skal der være nogenlunde fyldt for at mødet bliver rigtig hyggeligt og værd at holde to møder.

I januar er der porter og stout på programmet tirsdag den 15. og mandag den 21. Der er stadig ledige pladser på begge møder. Jeg planlægger en rejse fra den klassiske London porter som den så ud for 200 år siden og frem til imperial stout, en populær øltype der i dag breder sig i alle retninger, og typisk er mikrobryggeriernes flagskib.

I februar er det "valgmøde" med kandidaterne til Årets Ølnyhed tirsdag den 19. og mandag den 25. Også her er der ledige pladser til begge dage. De sidste par år er det lykkedes Søren at støve alle kandidaterne op, og vi vil gøre vores yderste for at gøre det samme. Med forbehold for at nogle af de rigtig gode sæsonbryg og særbryg kommer i ret små oplag og kan risikeres at være udsolgt i hele landet. Husk at det er jer der bestemmer hvad vi skal smage her: Gå i løbet af januar ind på ale.dk og stem på din favorit blandt de over 500 nye øl der kom i 2007.

I marts sætter vi belgisk øl på bordet mandag den 10. og tirsdag den 18. Der er ikke lagt ret præcise planer for hvad der skal ske her, men det skal nok blive godt. Der er stadig masser af plads. Man kan sagtens melde sig til selv om møderne ikke er lagt på hjemmesiden endnu.

Husk at tilmelding og betaling følges ad, 100kr. pr. møde.  Kontonummeret findes på arrangementssiden på Odenses hjemmeside. Send en email til Lars om at du har tilmeldt dig så han kan få fat i dig i tilfælde af spørgsmål eller i værste tilfælde en aflysning.

Bemærk at der jævnligt er et par stykker der må melde afbud, så hvis arrangementet er udsolgt kan man skrive til Lars og komme på venteliste.

 

ale.dk

Jeg har langt om længe fået opdateret vores lokale hjemmeside. Så det er nu muligt at læse beretninger om Amerikansk øl og Julebryg. Jeg arbejder desuden med at holde det hele opdateret og overskueligt, blandt andet er der ved at være behov for at jeg samler gamle "set & sket" i årstal så man kan overskue menuen. Det er ikke mig der har magt (eller evner) til at ændre noget grundlæggende, men hvis du falder over noget der kan opdateres, så skriv gerne.

Desuden vil jeg lige minde om at foreningens debatside er gjort mere tilgængelig ved at den nu er på hovedmenuen og er tilgængelig uden at man er logget ind. Så har man lyst til at diskutere øl eller DØE, er det bare med at springe på.

 

Ølfestivaller 2008

Takket være ovennævnte debatforum, kan jeg afsløre at der endelig er skrevet kontrakt om en Ølfestival i Århus til foråret. Find kategorien for Ølfestivaller på debatsiden for at læse om den hårde fødsel. Eller bare glæd dig og sæt kryds i kalenderen i weekenden 16-18. maj.
Det bliver i Scandinavian Congress Center som ligger 500m fra banegården, så der er ingen undskyldning for at blive væk.

Desuden arbejdes der naturligvis allerede på højtryk med at gøre European Beer Festival til noget helt ekstraordinært. Husk at det bliver i Carlsbergs gamle ølfabrik i Valby, 12-14 september. Det er igen værd at sætte kryds i kalenderen allerede nu.

 

Diverse

Lokalafdelingen er jo med i en region der dækker Fyn. Her var der årsmøde 28. november, og der var genvalg til både formand Michael Gorm og næstformand Thomas Forsmark Sørensen.

Et hyppigt spørgsmål til den amerikanske smagning var hvor man køber øllet. Jeg kan varmt anbefale Vinens Verden i Slotsgade, der ikke bare har meget amerikansk øl på hylderne, men også hele tiden tager meget nyt øl ind. Som kan læses i et udmærket læserbrev af Mads Peter Ankjær i decembernummeret af Ølentusiasten, så er det vigtigt at støtte de butikker der står for det nye på ølmarkedet. Det er herligt at der så meget godt øl i supermarkederne, men det er specialbutikkerne der driver udviklingen fremad. Så næste gang der er behov for noget ekstra godt, så tænk på specialbutikkerne, og nyd den ekstra service og de særlige eksotiske øl, hvad enten de er fra Amerika, Belgien eller måske endda Jylland.

Glædelig jul og godt nytår,

På aktivitetsudvalgets vegne

Christian Scheffel