Nyhedsbrev DØE Odense April 2007

Kære Ølentusiast


Du kan denne gang læse om

1. Indledning
2. Årets lokalafdeling.
3. Kommende arrangementer
4. Ølfestival i Valbyhallen
5. Ølmærker
6. Landsgeneralforsamlingen.

7. Det med småt.                                                                 

1. Indledning

Du har forhåbentlig allerede været igennem de første påskefrokoster, og smagt på det største udvalg af påskebryg nogensinde i landet. I år er der mere end 100 forskellige påskebryg fra ind og udland på markedet. Det er svært at finde den bedste, og der er der da snart heller ikke den avis i landet der ikke har afholdt sin egen påskebrygsmagning, selvfølgelig med forskellige vindere alt efter hvilke øl der deltog og indbudte ølsmagere.
Jeg vil også give mit besyv med, min danske favorit er Påskebryggen fra Midtfyn, og som importeret falder valget på Gouden Caroulus Easter Beer fra Het Anker i Belgien!
Traditionen tro indledte vi påsken med en tur til et Nordtysk Brauhaus sammen med Kolding, Haderslev & Sønderborg afdelingerne. I år gik turen til Husum, hvor det var Husumer Brauhaus der stod for tur. Billeder fra turen kan ses  her

Som jeg altid siger, det er ikke forbudt at deltage i arrangementer i andre afdelinger!!

 

2.  Årets lokalafdeling

Det var en glædelig overraskelse at vi blev udpeget til årets lokalafdeling 2006 på landsgeneralforsamlingen i OCC den 17 marts. Et stor tak til landsbestyrelsen for det. Det er dejligt at få sådan en opbakning. Og så er der jo 10 kilo med som vi skal bruge til et medlemsarrangement i løbet af året. Der var mange henne og sige tillykke, lige fra Hillerød i øst til Esbjerg i vest, ingen sure miner.
Og dog, Ålborg formanden, som lider af konstante mindreværdsproblemer havde sat næsen op efter prisen, men måtte rejse skuffet hjem igen med uforrettet sag. Han tillader sig endda at skrive i den lokale sprøjte at de er blevet overhalet indenom af Odense på tvivlsomme vilkår, men som det står på forsiden af ale.dk var det en enig bestyrelse der valgte Odense.

Better luck next time, karle

3. Kommende arrangementer

I april har vi 2 arrangementer, det første er næste lørdag med Ølvandring i Odense.
Start med brunch på FranckA i Jernbanegade lørdag den 14 april 10:00
Derefter er der rundtur til byens ”trendy” cafeer for at se hvad de kan byde på af kvalitetsøl.
Deltagelse er for egen regning, dog vil vi gerne have en forhåndstilmelding hvis man vil deltage i Brunch senest den 11 april.
Den 17 april står den på blindsmagning på Carlsens Kvarter, og der er pt 5 pladser ledige.
Maj mødet den 15 maj på Carlsens Kvarter er udsolgt.


Husk at checke Odenses hjemmeside for aktuel status.

 

4. Ølfestival i Valbyhallen den 11 – 13 maj.

Husk at det er muligt at købe billetter til medlemspris frem til den 20 april, da fristen er forlænget. Se mere her
Der vil ikke blive arrangeret nogen bus i år fra Odense, da der ikke har været den store tilslutning til det tidligere. Men det er jo meget nemt at tage toget derover til Hovedbanen, og så videre med S toget til Ny Ellebjerg station. Billetten fra Odense gælder jo direkte til Valby, og der er timedrift til Hovedstaden så det kan ikke være nemmere. Det tager ca. halvanden time fra Odense, alt afhængig af om det er lyntog eller IC3. Husk på at du bor i centrum af Danmark. Vi ses..

5. Ølmærker
 
Odense er for alvor kommet med på ”ØL” landkortet. Torsdag den 15 marts var Regionsformand Michael Gorm og undertegnede rundt i byen og uddele ølmærker. Vi startede med Bryggeriet Flakhaven som modtog Bronzemærket.
Derefter Christian Firtal som modtog Guldmærket for første gang, og til sidst Carlsens Kvarter som modtog Guldmærket for 3 gang. Tillykke til alle 3 herfra. Billeder kan ses her


Her er det Benny der forkæler folket med Deus champangneøl

6. Landsgeneralforsamlingen

Generalforsamlingen i OCC den 17 marts forløb uden de store sværdslag.

Traditionen tro blev der afholdt Fynsk Ølsmagning i timerne inden generalforsamlingen og som sædvanlig var der en masse godt fynsk øl at vælge imellem. Flere bryggerier havde endda forsøgsbryg med, der således nærmest fik verdenspremiere i Odense. Som sædvanlig har vi talt poletter op, for at se hvilke bryggerier, der tiltrak sig den største interesse. Resultatet følger nedenfor med angivelse af antal smagsprøver i parates:

1. Midtfyns Bryggeri (308)
2. Stensbogaard Bryghus (274)
3. Indslev Bryggeri (270)
4. Bryggeriet Vestfyen (239)
5. Kerteminde Bryghus (204)
6. Rise Bryggeri (129)
7. Refsvindinge Bryggeri (100)

Odense afdelingen stillede som sædvanlig med de fleste hjælpere til afviklingen af arrangementet, så der faldt da et par skillinger i regionskassen, som kan bruges til en udflugt til sommer.

Selve generalforsamlingen startede med kåring af årets bryggeri 2006 Mikkeller og årets ølnyhed Willemoes jul 2006. Et stort tillykke til brygmesteren Henrik Sørensen på Vestfyen, som er bosiddende og medlem her i afdelingen.



Henrik Sørensen

Det største emne på generalforsamlingen var om vi ville give landsbestyrelsen mandat til at arbejde videre med European Beer Festival, i Bella Centeret 2008. Sjældent har jeg set større opbakning. Der er naturligvis en masse arbejde som skal udføres endnu og der skal en økonomisk sikkerhed til før det gennemføres. Men der var opbakning fra generalforsamlingen til at give landsbestyrelsen mandat til at sige ja til gennemførelse af festivalen. Budgettet er på 3 mio. kr.
Flemming Madsen fra Odense blev ny næstformand, og Joan Sørensen fra Århus blev nyindvalgt i bestyrelsen, som erstatning for Michael Norsker.

Efter generalforsamlingen og spisning var der optræden af Carsten Bertelsen i topform. Han forstod virkelig at holde salen i sin hule hånd, og ikke et øje var tørt. Til ledsagelse af seancen var der selvfølgelig ølsmagning med kendte klassikere.  


Carsten Bertelsen live

 

Fortsat god Påske

Søren Christensen
Lokalformand Odense

7. Det med småt


Som beskrevet i tidligere nyhedsbreve, så har vi ændret på reglerne omkring medlemsmøderne fra februar. På grund af at der er en del tilmeldte der udebliver fra møderne, har vi taget den beslutning at fra februar mødet og fremover skal man forud indbetale de 100 kr. som det koster at deltage i møderne på afdelingens bankkonto
Basisbank  1671   0001035223  med dato og medlemsnummer  senest en uge før mødet. Send samtidig en mail til soren.christensen@ale.dk

Du vil altid få bekræftelse sendt på tilmeldinger, når penge er indbetalt.
Ved afbud mere end en uge før kan beløbet overføres til senere møde.
Derudover vil møderne fra februar blive røgfrie, dog med indlagte rygepauser.
Listen over kommende arrangementer  på Odenses hjemmeside: her

Du modtager dette nyhedsbrev, da du står på Odenses mailing liste. Ønsker du ikke at modtage nyheder pr. mail, skal du slette din mailadresse på www.ale.dk
Hav medlemsnummer og pinkode fra det nye medlemskort parat til at logge ind på siden - oplysningerne står på dit medlemskort. Det er også her, du kan tilknytte dig yderligere til en lokalafdeling - ud over den, der er bestemt af dit postnummer. Samt se status på kontingent og rette mailadresse.
Bemærk, at hvis du framelder dig mailinglisten, så modtager du heller ikke længere Anders Ølvalds ale-mail.