Nyhedsbrev marts 2008

Der sker rigtig meget som er værd at skrive om! I dette nyhedsbrev kan du læse om:

Generalforsamlingen

Kommende Medlemsmøder

Håndbryg på You'll Never Walk Alone

Åbent hus på Refsvindinge

Kultsmagning i Vrads

Bus til Ølfestival i Århus

Øllets Dag

Indkøb

 

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen i Odense kongrescenter er vel overstået. Højdepunktet (udover ølsmagningerne før og efter mødet) var uddelingen af priser for årets ølnyhed og årets bryggeri. Ligesom på vores egne valgmøder blev det Midtfyns Imperial Stout der vandt. Godt nok ligger bryggeriet i vores naboafdeling Faaborg, men vi er alligevel umådelig stolte: Øllet havde jo verdenspremiere i Odense til Øllets Dag på gågaden. Desuden er det en fornøjelse at se at man på lidt over et år kan vende et bryggeri med så dårligt rygte til at kunne få sådan en pris, simpelthen ved at brygge modige og gode øl - og lave benarbejdet for at få det præsenteret for folk. Og så skal vi ikke undervurdere at det er godt for os når de lokale medier skriver om foreningen og om godt øl i almindelighed. Ølfabrikken vandt titlen som Årets Bryggeri efter endnu et år med rigtig mange nyheder fra deres side, og Kolding overtog fortjent pokalen som Årets Lokalafdeling.

Se billeder her

Fra den mere alvorlige del af generalforsamlingen vil jeg kun fremhæve det punkt der har den største direkte effekt for alle medlemmer: Det blev nødvendigt at hæve konetingentet for foreningen. Siden seneste stigning for fire år siden er udgifter til administration og medlemsservice vokset betydeligt, og ØlentusiasteN er begyndt at komme 6 gange om året i stedet for 4. Og da medlemstallet har fundet et stabilt leje og ikke længere vokser eksplosivt er indtægterne ikke fulgt med. Generalforsamlingen vedtog at hæve kontingentet for enkeltmedlemmer med 50kr. til 350kr. og husstandsmedlemskaber med 100kr. til 500kr.

 

Kommende medlemsmøder

Vi har netop overstået to helt fyldte møder og det har været en fornøjelse. Da vi ved at belgisk øl trækker ekstra mange med, og da der traditionelt kommer flest til møderne om vinteren, er det dog med god samvittighed at vi fra april vender tilbage til et møde pr. måned. Men der kan blive udsolgt, så vent ikke til sidste øjeblik med tilmeldingen.

Tirsdag den 15. april skal vi smage skandinavisk øl. Vi har været både i Norge og Sverige og endda i Jylland for at skaffe et spændende udvalg af øl. Udover nogle af de fremragende bryggerier i Danmark, Norge og Sverige byder vi også på øl fra Island og Færøerne.

Tirsdag den 20. maj skal vi hygge os med godt solskinsøl. Aktivitetsudvalgets favoritter til at slukke tørsten en varm sommerdag. Det kan være svært at huske i en påske med frostgrader og snevejr, men det lyse og forfriskende øl har jo også sin berettigelse!

Tirsdag den 17. juni er der håndbryg. Vi skal smage et udvalg af øl fra håndbryggere i Odense og omegn og der vil nok også blive fortalt lidt om hvordan man gør.

Tilmelding som altid efter vejledningen på ale.dk

 

Håndbryg på You'll Never Walk Alone

Torbn Matthews på You'll Never Walk Alone i Kolding har indgået et samarbejde med Kolding Bryglaug hvor de kan brygge deres håndbryg i et fødevaregodkendt lokale fra det gamle Kolding Bryghus så han kan sælge øllet i pubben. Det første øl i samarbejdet bliver præsenteret nu på lørdag den 22. marts kl. 13-15.

Jeg beklager at jeg først siger det i sidste øjeblik, men nyhedsbrevene er jo en opsamling af nyheder. Det er i hvert fald en mulighed for hyggelig påskeudflugt, og ellers så bliver der jo ved med at være øl på pubben hvis man vil besøge en anden gang og smage disse unikke bryg. Læs om lanceringen på deres hjemmeside, hvor man også kan læse om de øl der er brygget.

 

Åbent hus på Refsvindinge

Store Bededag den 18. april kl. 16 holder Refsvindinge Bryggeri åbent hus i anledning af brygmester John Rasmussens 50 års fødselsdag. Herfra skal lyde et stort tillykke til en af de vigtige bagmænd for den danske ølrevolution, og en der virkelig har bragt fynsk øl på landkortet, i meget brede ølnydende kredse.

 

Kultsmagning i Vrads

De gale mennesker i Vrads er nu nået til kultsmagning nr. 17. Lørdag den 14 juni kl. 14 mødes de i forsamlingshusets have til en weekend dedikeret godt øl og mad. 4 par professionelle kokke skal fremstille en gourmetmiddag som deltagerne kan hjælpe med når de ikke er optagede af at smage på øl. Prisen er 475kr. inkl. øl. Henvendelse til soren.rasmussen@ale.dk

 

Bus til Ølfestival i Århus

Region Fyn arrangerer buskørsel til Ølfestivallen i Århus lørdag den 17. maj. Der er afgang fra Dannebrogsgade kl. 11.45, og bussen er tilbage samme sted kl. 22.45 (der er også opsamling i Nyborg og Middelfart). Prisen er 300kr. for Ølentusiaster og 350kr. for gæster, inkl. indgang til festivallen. Der er pt. 22 ledige pladser, så vent ikke for længe med tilmelding.

Læs mere på regionens hjemmeside.

 

Øllets Dag

Ja, der er godt nok længe til Øllets Dag den 6. september. Men det er jo en ganske særlig dag i år. Fredag den 5. september er det 10 år siden foreningen blev stiftet. Det skal helst fejres med maner, så vi vil gerne gøre mere ud af det end sædvanligt. Derfor modtager vi meget gerne inspiration og gode forslag fra de 500 skarpe ølentusiastiske hjerner der læser dette.

Særligt interessant kunne det være at stable noget på benene uden for Odense. Lokalafdelingen har jo et meget stort opland, og vi må jo indrømme at de andre byer bliver lidt forsømt i hverdagen. Så skriv endelig tilbage med forslag. Og også gerne med tilbud om praktisk hjælp.

 

Indkøb

Vinens Verden i Slotsgade har (også i marts) fået rigtig mange spændende nye øl på hylderne. Der er øl fra amerikanske Southampton, Ommegang, Green Flash og Ballast Point, så man nu er oppe på 15 amerikanske bryggerier efter min optælling. Fra Belgien er der den unikke "gammeløl" Cuvee De Ranke, og Rodenbach's 10% øl fra ét enkelt fad, Vin De Cereale, foruden nye øl fra t'Smisje. Fra Skotland to øl fra det traditionelle bryggeri Traquair. Og fra Danmark er det svært ikke at fremhæve Mikkellers nye Imperial Stout: 17,5% alkohol, og alligevel overraskende drikkelig (for mine smagsløg i hvert fald). Og så er den navngivet genialt simpelt med det kinesiske skrifttegn for "sort" 黑

Det er godt at vide at der stadig er masser af øl der stikker ud fra supermarkedernes i øvrigt fremragende udvalg.

 

Det var alle ordene for denne gang. Jeg vil gerne ønske jer alle en god påske. Husk at Carlsberg, Tuborg og Albani ikke har patent på at levere øloplevelser til påskefrokosten! Der er mildt sagt påskeøl for enhver smag på markedet i år!

Højt Skum,

Christian Scheffel

 
Lokalformand og næstformand sammen med ejer og brygmester fra Midtfyn.