Region Fyn havde arrangeret bryggeribesøg på Ølfabrikken i Tisvildeleje lørdag den 26 august.
Bryggeriet som mener at livet er for kort til lorteøl! Og de har noget at have det i.
Bryggeriet blev kåret som årets bryggeri 2005 på foreningens generalforsamling i Odense i år. Samtidig modtog de også prisen for årets bedste øl 2005, nemlig Ølfabrik Porteren.
Der var afgang fra Dannebrogsgade i Odense kl. 9, hvorefter der blev samlet 4 ølentusiaster op fra Svendborgafdelingen på havnepladsen i Nyborg.
Alle 50 pladser i bussen var solgt, men der kom dog 3 afbud i sidste øjeblik.
Undervejs blev der holdt frokostpause på en 5 stjernet rasteplads ved Slangerup, hvor der blev serveret sandwich fra slagteren i Nyborg. Kørebajerne blev leveret af Refsvindinge og Øltorvet.
Da buschaufføren endelig fandt frem til Tisvildeleje, blev vi sat af ved indkørslen til Ølfabrikken. Der var så et par hundrede meters travetur ned ad grusvejen til bryggeriet, som ligger midt i et sommerhusområde. Beboerne i de omkringliggende sommerhuse skulede ondt efter os, de mener åbentbart at de skal have det hele for sig selv.
Selve bryggeriet er indrettet i en gammel lade på en gård.
Navnet Ølfabrikken er godt fundet på, for der kan kun brygges omkring 700 liter af gangen. Vi startede med en smagsprøve, inden brygger Kristian Keller viste rundt i bryggeriet. Han har forøvrigt sit eget microbryggeri i København sammen men en kammerat, Mikkeller. Der var trængsel i de små lokaler. Kristian var sideløbende ved at lave et nyt bryg, så vi fik samtidig indblik i hvordan det foregår.
Vi smugsmagte også AA 2006, som er blevet til i samarbejde med Region Nordsjælland, til brug på Øllets dag den 2 september. Og selvfølgelig også kendte sager såsom Porteren, der blev kåret som årets øl 2005. Endvidere Kaffe Porter, Brown Ale, Rug IPA, osv. Øllet fra dette bryggeri er simpelthen i en klasse for sig selv.