Årsmøde

Den 30. oktober afholdt lokalafdelingen det obligatoriske årsmøde.

Medlem i afdelingen, Jannik Nielsen, havde sørget for et spændende foredrag med tilhørende ølsmagning. Alle blev garanteret noget klogere på, hvad mange af de specielle udtryk i øllets verden betyder.


 

Jannik Nielsens notater

GANE

Gane er (det engelske ord er palate) en beskrivelse af hvordan øllet føles i munden. Man kan sige, at det består af 3 dele, Duft, smagsnuancer og konsistens. Læs evt. denne beskrivelse http://www.ratebeer.com/Story.asp?StoryID=292 og 7 tips til at forbedre sin "gane" http://billybrew.com/improve-your-beer-tasting-palate.

ALKOHOL

Alcohol (Alkohol), kaldes også Ethanol og går under den kemiske betegnelse CH3CH2OH. Alkohol koger ved 78,37 grader og derfor fordamper det når vi f.eks. bruger det i sovs. Smagen bliver i sovsen, men ikke alkoholen.

For at måle mængden af alkohol i en øl, kan man bruge et hydrometer. Et hydrometer måler massefylden af væsken i forhold til vand. Når man taler om øl vil det være stort set det samme som vand (nemlig 1000). Men hvis man måler på urten, inden gæringen, så vil massefylden være højere pga sukkeret. Måler man igen efter gæringen, vil man kunne beregne hvor meget af sukkeret der blev omsat til alkohol og dermed kender man alkoholprocenten. Jo højere massefylde urten har, jo højere alkoholprocent kan øllet opnå. Men hvis ikke man tilsætter nok gær, bliver ikke alt sukkeret omsat til alkohol. Derfor måler man både før og efter gæringen.

 

Nogle bryggere bruger Plato skalaen for, at måle alkoholprocenten. Den blev opfundet af Karl Balling i 1843 og senere forbedret af Fritz Plato. Den er et udtryk for mængden af sukker i væsken i procent. Plato udtrykkes i grader.

 

FARVER

I 1883 skabte J.W. Lovibond det farvesystem der hedder Lovibond. Det Lovibond gjorde var at lave en farveskala, der indeholdt øls farver. Fra lys over gul og rød til sort. Man målte så en øls Lovibond ved at sammenligne farverne i øllet med farverne i skalaen. Når man taler om Lovibond taler man om grader Lovibond.

 

Op igennem det 20. århundrede lærte man, at Lovibonds skala var fejlbehæftet. Alene det, at den afhang af synet, gjorde den upræcis. I 1950'erne opfandt nogle amerikanere Standard Reference Method (SRM) som brugte et spektrofotometer til, at måle øllens farve. Metoden er den, at man tager en glas kuvette på 1/2" og sætter spektrofotometeret til en bølgelængde på 430nm. Den målte absorbans plottes ind i en logaritmisk skala og så har man en værdi. SRM værdierne er ret tæt på Lovibond værdierne.

 

Ca. samtidig startede nogle europæere European Brewing Convention (EBC). I starten var den også baseret på syn, men senere skiftedes den til også at bruge et spektrofotometer, men fordi de var europæere og derfor brugte metersystemet, brugte de en glas kuvette på 1cm. resultatet er, at srm og ebc skalaerne følges ad, men ebc er ca. 1,97 gange større.

 

IBU

IBU står for International bitterness units og er et udtryk for bitterheden i øllet. Bitterheden måles ligeledes med et spektrofotometer og nogle opløsningsmidler. Mængden af malt i øllet har indflydelse på bitterheden, jo mere malt des mindre bitterhed. Derfor kan en ESB med en IBU på 30 godt smage mere bittert end en Imperial stout med en IBU på 50. Når bitterheden overstiger 100 bliver det svært for smagsløgene at smage forskel og det vil ikke længere smage mere bittert at øge bitterheden.

 

BROUWERIJ DE MOLEN

Brouwerij De Molen eller "bryggeri møllen" er et forholdsvist nyt bryggeri, men betragtes allerede som det bedste bryggeri i Holland. Det er bygget i en gammel korn-mølle i byen Bodegraven der ligger i den vestlige del af holland, mellem Rotterdam og Amsterdam. Bryggeriet er på 500 liter, men de har for nyligt bygget et nyt stort og moderne bryggeri i en bygning et stenkast derfra. I møllen er der også en restaurant, hvor der laves mad med øl fra bryggeriet. 

 

SINGLE HOP CITRA

Vi starter med 2 øl, der er næsten helt ens. De har begge en alkoholprocent på 4,8%, en IBU på 57, EBC på 20 og 11,4° Plato. De er begge brygget med pale ale malt og caramel barley malt og er begge overgærede. Den eneste forskel er humlen. Denne bruger Citra humle. Citra er først opfundet i 2007 af "The hop breeding company" og er en blanding af mange andre kendte og ukendte humlesorter.

 

SINGLE HOP CASCADE

Denne er så magen til den Citra øllen, men bare med Cascade humle i stedet. Cascade er en meget populær humle. Den blev udviklet på Oregon State University i 1956 men blev ikke frigivet til produktion før 1972. Idéen er at smage forskellen på humle i en øl.

 

JESTER KING

Jester king er et amerikansk bryggeri der ligger i Austin i Texas. Det er et farmhouse brewery hvilket vil sige et bryggeri i en gammel gård, som vi også kender det fra Danmark førhen. De forsøger at bruge så mange økologiske ingredienser som muligt. De gør meget ud af designet på etiketterne og på at finde på navne f.eks. Black Metal, Commercial Suicide, Drink'in the sunbelt, eller hvad med Weasel rodeo, der er et samarbejde med Mikkeller, der både indeholder Luwak kaffen (den med væslen) og kværnet chipotle peber.

 

NOBLE KING

Noble king er en øl på 5,3% der er europæisk inspireret. Den har 3 slags malt, den har hvede og den har 2 slags humle. Den er økologisk. Smagen skulle gerne være humlerig.

 

HOPPIN' FROG

Hoppin' Frog er endnu et amerikansk bryggeri. Det ligger i byen Akron i staten Ohio. Bryggeriet har vundet et utal af priser og ligger nummer 20 på ratebeer.com.

 

SILK PORTER

Mørk, robust og silke-blød står der på deres hjemmeside. Øllen er på 6,2% alkohol, 16,9° Plato og 26 IBU.

 

DE STRUISE BROUWERS

De robuste bryggere. Bryggeriet har sit navn fra det flamske ord for sej. Bryggeriet blev oprettet i 2003 hvor de kontrakbryggede, og siden 2006 har de haft deres eget bryggeri i flandern i den vestlige del af Belgien. De har samarbejdet med flere bryggerier om at brygge øl, bl.a. De Molen som vi allerede har smagt på, og også Mikkeller.

 

PANNEPEUT 2010

10%. Brygget til det danske marked for at hylde de danske øl-amatører, der drikker deres øl dagligt. Første bryg af den, blev solgt udelukkende på ølbutikkens stand til ølfestivalen i københavn i 2006. Ordet Pannepot (som dette er et ordspil over), er betegnelsen for en traditionel fiskerbåd (se etiket). 

 

EVIL TWIN

Evil Twin er et fantombryggeri fra København. Fantombryggeri vil sige, at de ikke ejer brygudstyr, men lejer sig ind på andre bryggeriers udstyr. Brygmesteren er Jeppe Jarnit-Bjergsø, der er bror til Mikkel fra Mikkeller. Faktisk har bryggeriet hovedadresse i Brooklyn i New York.

 

ISTEDGADE HIPSTER ALE

En american pale ale på 5,5%. Den er brygget på Westbrook Brewing Co. South Carolina, USA og på Fanø Bryghus. Den er brygget som en hyldest til hipstere og deres hippe område. I København er det området omkring Istedgade. Der er hipster-områder i flere andre storbyer, bl.a. Stockholm, London, New York, Barcelona og Rom.

 

BROWERIJ VERHAEGHE

Bryggeriet blev startet af halvbrødrende Paul og Adolf i 1875. Adolf meldte dog hurtigt fra og Paul kørte bryggeriet videre selv og det er stadig i familien. Bryggeriet ligger i den lille by Vichte i den vestlige Flandern i Belgien. De laver bl.a. en kriek med kirsebær.

 

DUCHESSE DE BOURGOGNE

Er en flandersk red ale. Den bliver gæret 2 gange og derefter lagret på egetræsfade i 18 måneder. Herefter blander man så øllen med en øl på 8 måneder og resultatet bliver en øl der er sur og smager af frugt. Den er på 6,2% og kan let sammenlignes med lambic øl.

 

HEMEL & AARDE

Vi slutter af med en kraftig øl. 10% alkohol, 24° Plato, EBC: 342, IBU: 108. Navnet betyder "Himmel og jord" og vi har her at gøre med en øl der er kul-sort. En voldsom smag af tørv skjuler malt, lakrids og mørk chokolade en del. Den er meget tyk og minder om at tage en bid brød. Mørk chokolade, Tørv, Lapsang Souchong Te, Chokoladekage og den kulminerer i en næsten uendelig eftersmag der også smager af lakrids.

 

1000 IBU

Og som en lille overraskelse til sidst, en rigtig bitter øl. 1000 IBU er den bitreste serie-producerede øl i verden og bitterheden overgår langt hvor man kan smage forskel. Man føler sig faktisk tør i munden efter at have drukket den.

1.     De Molen - Citra Single Hop - 4,6% - 33 cl. - 33 kr.

2.     De Molen - Cascade Single hop - 4,6% - 33 cl. - 33 kr.

3.     Jester King - Noble King - 5,9% - 75 cl. - 70 kr.

4.     Hoppin’ Frog - Silk Porter - 6,2% - 65 cl. - 80 kr.

5.     De Struise Brouwers - Pannepeut 2010 - 10% - 33 cl. - 36 kr.

6.     Evil Twin - Istedgade Hipster Ale - 5,5% - 33 cl. - 24 kr.

7.   Br. Verhaeghe - Dushesse De Bourgogne - 6,2% - 75 cl. - 65 kr.

8.   De Molen - Hemel & Aarde - 10% - 33 cl. - 55 kr.

9.   Mikkeller - 1000 IBU - 9,6% - 37,5 cl. - 78 kr.