Aarup Bryghus (2012-2016)

Ejer:

Jimmy Steen Eriksen

Adresse:

Bredgade 45, Aarup

Historien:

 

Nedenstående (samt billeder) er sakset fra hjemmesiden "Stovt", 9. maj 2013

 

Interview: Jimmy Steen Eriksen/Aarup Bryghus

"Bageriet blev købt i december 2011 på en tvangsauktion, og siden tømt for ovne, røremaskiner og hvad der ellers hører et bageri til, og gennemgik efterfølgende en mindre restaurering. Selve bageriet er næsten tomt i dag, bortset fra et 150liters bryganlæg placeret langs den ene væg, og et par solide ståldøre, der fører ind til to kølerum, der rummer henholdsvis gæring og råvarer. I et lille kælderlokale under butikken bliver der sat etiketter på flaskerne, og det er her Jimmy kommer op fra, da jeg et par dage efter den indledende mailkorrespondance uanmeldt kommer forbi. Tanken var, at skulle jeg skrive om Aarup Bryghus måtte jeg også vide, hvad det var jeg skrev om og så var der ingen vej udenom en tur til Aarup.

Aarup Bryghus er ejet af Jimmy Steen Eriksen, der bor i Aarup sammen med sin kone og to børn. Oprindeligt er han uddannet slagter og senere levnedsmiddelteknikker, men har siden arbejdet som business manager og kvalitetschef i levnedsmiddelbranchen, og er på nuværende tidspunkt ansat som salgsdirektør i Rudolf Wild GmbH. Aarup Bryghus kører med andre ord sideløbende med en fuldtidskarriere, hvad bryghusets korte åbningstider fredag/lørdag også vidner om. Et par timer hver dag, og så er der også øl der skal brygges. 

 

Jimmys interesse for øl er udsprunget fra hans arbejde i levnedsmiddelsbranchen hvor han har arbejdet med produktudvikling og været med til at køre nye opskrifter ind på bryggerier rundt om i Europa. Via store fødevaremesser som Brau og Drinktec, hvor Rudolph Wild GmbH også har været repræsenteret, udviklede Jimmy efterhånden et større kendskab til udstyr og råvarer. 

For selv at få bryggeoplevelsen op under neglene prøvede Jimmy det af hos Bryg Selv i Odense, herefter gik turen forbi et brygkursus hos Maltbazaren og der begyndte at tegne sig et billede. Store tanker og store beslutninger træffes som bekendt bedst over et glas øl, og mens Jimmy i godt selskab med sin gode ven Karsten i 2011 sad på Christian Firtal og smagte sig igennem stedets øludvalg, blev idéerne gennemarbejdet og projektet Aarup Bryghus begyndte at tage fart. 

 

For at kunne starte kommercielt op måtte der dog hentes råd og erfaringer udefra. Brygmesteren fra Indslev Bryggeri, Stefan Peter Stadler, var behjælpelig med at dele ud af sine erfaringer med brygning, mens Anders Coisbo fra Coisbo Beer gladelig delte sine erfaringer i forhold til opstart af kommercielt bryggeri. 

 

”En af de mere positive oplevelser er den imødekommenhed andre bryggerier har vist mig i opstartsfasen. Samarbejdet med andre fynske bryggerier er jeg i fuld gang med at pleje, blandt andet via Smagen af Fyn, som Aarup Bryghus netop er blevet tilmeldt. Jeg er også blevet ringet op vedrørende det fælles fynske malteri, der er undervejs. Her ser jeg muligheden for på sigt at anvende lokale fynske råvarer i mine bryg.” 

 

Det gamle bageri blev renoveret, så fødevarekontrollen kunne godkende det til fødevareproduktion igen. Dette foregik sideløbende med en proces, hvor der skulle indhentes tilladelser og godkendelser. Der skulle oprettes CVR, der skulle styr på punktafgifter og pantsystem, og der skulle slås alle de bureaukratiske slag i luften, der nu engang hører til at starte en ny virksomhed op. 

 

”En af de aha-oplevelser jeg havde under opstarten, var da jeg skulle bestille råvarer første gang. Her blev jeg bedt om at betale forud, selvom jeg driver Aarup Bryghus som personlig ejet virksomhed med fuld hæftelse. R2 Group og flaskeleverandørerne har åbenbart så dårlige erfaringer med betalingerne fra de danske mikrobryggerier, at der skal betales flere uger forud inden man får varerene. Endvidere skal der indbetales 10.000,-til skat som depositum for punktafgifter, Dansk Retursystem skal have årlige tilmeldingsgebyrer og GS1 (stregkoder) skal også have deres.” 

 

Den 2. juni 2012, et halvt år efter bageriet blev købt, åbnede Aarup Bryghus dørene og siden er det gået stærkt. Aarup Bryghus startede på et 50liter Braumeisteranlæg, skiftede til et 150liters gasvarmet Blichmann Boilermaker, hvor øllet bliver brygget nu og til sommer bliver det skiftet ud med et 300liters bryganlæg, der er indkøbt med støtte fra LAG-midler. Og udvidelserne er påkrævede. Aarup Bryghus måtte holde lukket i januar for igen at få øl på hylderne, salget i december var gået så godt, at bryggeriet på det nærmeste løb tør. 

 

Det er ikke kun i maskinparken, at tingene ikke står stille. Bryghusets opskrifter bliver løbende udviklet og tilpasset, og der kommer stadig nye til. Tilgangsmåden til at brygge er også blevet ændret, hvor Jimmy i starten holdt sig til malt, humle, gær og vand, dukkede der i hans jule-ale chokolade og appelsin op, og det bliver ikke sidste gang han kommer til at bruge tilsætninger. Også udenfor kommer der til at ske mere. Bag bryghuset ligger noget, der nok var en græsplæne engang. Her er det planen, at der skal opføres en pavillon til ølsmagninger og plantes en humlehave. 

 

Forespurgt om hvad fremtiden skal bringe for Aarup Bryghus svarer Jimmy: 

”Umiddelbart er der ingen planer om at jeg selv skal gå fuldtids ind i projektet, da omsætning og indtjening ikke når et niveau, der kan modsvare min nuværende situation. Dog er det en klar ambition, at skulle ansætte flere kræfter, der kan drive Aarup Bryghus fremad. Blandt andet med opsøgende salg og levering til specialforretninger i hele landet. Aarup Bryghus har allerede én deltidsansat til at hjælpe med blandt andet brygning, tapning, butik, arrangementer og andre opgaver der måtte opstå. 

 

Planen er at fastholde den lokale forankring og et stort udvalg af øl, samt løbende udvide sortimentet som de to seneste, dobbelt bitter wheat og red bitter ale. Sidstnævnte blev meget positivt modtaget ved den fynske ølsmagning i forbindelse med ølentusiasternes generalforsamling. Der er flere bryg på vej her i 2013.” 

 

Fra at være en god idé er Aarup Bryghus på to år gået hen og blevet bryggeri med behov for yderligere udvidelse og forventninger om at skulle ansætte folk. Hvad skal det dog ikke ende med?"

 

...men i 2016 var det slut og Aarup Bryghus lukkede ned i god ro og orden.

 

I det faste sortiment blev det til 11 forskellige øl. Den første var Aarulsch som var en pilsner efter inspiration fra Köln. De andre som udkom var: Dubbel, IPA, Ale, Brown Ale, Stout, Red Bitter Ale, Female, Jule Ale, Ginger Ale, Stout og Wheat.

 

Har du oplysninger om Aarup Bryghus, så kontakt venligst Michael Gorm: mgorm55@gmail.com

Jimmy Steen Eriksen i maskinrummet

Senest revideret 17. marts 2021