Højme Bryggeri (1897 - 1968)

 

Ejere:

Jakob Jakobsen: 1897-1942

Svend Jakobsen: 1942-1956

Laurits Hjeresen: 1956-1968

Adresse:

Gammel Højme Vej 139-141

Bryggeriets historie:

Højme Bryggeri blev grundlagt i 1897 af Jakob Jakobsen. Han drev bryggeriet alene frem til 1937, hvor den nygifte søn Svend Jakobsen flyttede ind på gården, der hørte til bryggeriet. Sammen drev de bryggeriet frem til 1942, hvor sønnen overtog hele driften.

Svend Jakobsen bryggede lyst og mørkt hvidtøl. Han havde samtidig et Tuborg-depot op gennem 1940'erne. Depotet ophørte, da han selv begyndte at fremstille mineralvand i 1949.

Under krigen kørte bilerne med generatorer og da det var umuligt at få dæk, havde den ene af ølbilerne fået påsat et par brugte baghjul fra en større bil. Det så ud som om den altid kørte ned ad bakke!

Laurits Hjeresen var brygger på stedet og boede i huset overfor. Herudover var der ansat to chauffører. Den ene kørte på landet (Viggo Larsen kaldet Viggo-Øl). Den anden kørte i Odense (Kaj Hansen). Sidstnævnte åbnede senere cigarforretningen "Falen" i Odense. Kaj Hansen var væk hele dagen mens Viggo-Øl kom hjem midt på dagen og læssede af og på.

Svend Jakobsen bryggede ikke selv, men tog sig af at rense flasker, tappe og sætte etiketter og kapsler på. Som regel havde han hjælp af en arbejdsdreng. Det kunne være brygger Laurits Hjeresens søn Walther, Johannes fra Højme eller Svend Jacobsens egen søn Jakob (som også har bidraget med oplysninger til denne side).

Juleøllet var altid ekstra godt - og tilsat lakrids, som Svend Jakobsen købte i store blokke og som blev puttet i øllet.

Efterhånden som man på gårdene holdt op med selv at brygge hvidtøl, blev der solgt meget stakitøl fra Højme Bryggeri. På gården var der ofte besøg af "sprittere" - specielt om vinteren, hvor de sad ved fyret og fik varmen samt røde sodavand til deres sprit og en madpakke fra bryggerkonen. Sidst på dagen afleverede de så deres tændstikker og sov på halmloftet.

På loftet i den ene af gårdens længer, var en stor ovn, hvor Svend Jakobsen brændte korn. Malten fik han fra malteriet i Søndersø, hvis ejer han kendte privat. Brugte flasker blev lagt i et stort trækar med varmt vand, så etiketterne kunne fjernes og herefter kørt igennem en flaskerensemaskine: et halvrundt monstrum, som tit gik i stykker og blev repareret af smeden.

Svend Jakobsens søn, Jakob, flyttede hjemmefra i 1955. På dette tidspunkt havde bryggeriet det svært i konkurrencen med bl.a. Albani. Hygiejnen var heller ikke altid i orden. Iflg. lokalhistoriske beskrivelser, blev Svend Jakobsen træt af at drive bryggeriet, men det benægter sønnen. Det var familiestridigheder, der gjorde at Svend Jakobsen måtte rejse derfra i 1956. Brygger Laurits Hjeresen som havde været brygger i mange år på stedet, overtog herefter bryggeriet og drev det frem til lukningen i 1968.

Har du yderligere oplysninger om Højme Bryggeri, så kontakt Michael Gorm: mgorm55@remove-this.gmail.com

Ovenstående tekst er for en stor del sakset fra Jakob Jacobsens hjemmeside.

 

 

Øverst: Hestevogn lastet med øltønder foran Højme Bryggeri, med Viggo-Øl i "førersædet" og Svend Jakobsen med et fast greb om tøjlerne. Ukendt årstal. (Sanderum Lokalarkiv). Nederst Højme Bryggeri set fra luften 1949

Senest opdateret 5. april 2021