Wordenskjols ølklub v. Claus Jacob Wordenskjold

Hvert år uddeler Danske Ølentusiaster den regionale ølpris til en person der:

  • Er gået forrest i lokalområdet for at vise nye sider af øllets verden
  • Har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til det gode øl
  • Har udvidet og flyttet den gængse opfattelse af, hvad øl er og kan anvendes til

Der er ingen tvivl om, at Claus Jacob Wordenskjold, der driver Wordenskjolds ølklub, har gjort sig gældende i alle 3 kategorier.

Claus Jacob Wordenskjold har været medlem af Døe Ringsted siden 29 maj 2006.

Han oprettede Wordenskjolds ølklub på hjemmesiden wordenskjold.eu i 2008.

Han skriver selv på hjemmesiden, at ølklubben er oprettet med følgende baggrund: ”Wordenskjolds ølklub er en mulighed for at få lov til at smage og bedømme øl fra hele verden”.

I Wordenskjolds ølklub arrangeres 6-10 smagninger henover året – det er smagninger af stor variation, lige fra årstidssmagninger såsom påske- og juleøl smagninger til de mere ”nørdede” smagninger såsom, at smage umiddelbart ens øl lavet på den samme humle type, hvor humlen er forskellige steder fra i verden.

Ved alle smagninger kombineres disse med saglige og spændende indslag om de enkelte øl og bryggerier, personerne omkring disse samt selvfølgelig, personlige erfaringer – alt sammen opsat på professionel vis og fremsat med stor entusiasme.

Alt i alt er Claus Jacob Wordenskjold en lokal- og regional ildsjæl som igennem Wordenskjolds ølklub forsøger, og gør meget for, at udbrede kendskabet til det gode øl. Dette fortjener han anerkendelse for igennem den regionale ølpris.