Kære medlemmer
I oktober måned var jeg sammen med fruen på en velfortjent efterårsferie
i vores nordlige domicil i Gammel Skagen. Der købte jeg årets første
Juleøl på Skagen Bryghus. Klitnissen og Gårdnissen.
Og siden har det faktisk væltet frem på hylderne med Juleøl i alle mulige
afskygninger, danske såvel som udenlandske. Og hvert år tænker man, at nu
kan bryggerierne og bryggerne da ikke finde på mere – men jo, det er
muligt.
Nu er næsten endnu et år gået i øllets tjeneste. Og det er gået godt.
Masser af gode oplevelser, masser af nye øl, og masser af fællesskab om
vores fælles interesse.
I foråret havde jeg fornøjelsen af at besøge Fransk Forår i Præstø, og
i lighed med tidligere havde lokalafdeling Vordingborg lejet hele to stande.
På den ene hvervede lokalafdelingen nye medlemmer og afholdt konkurrencer,
og på den anden havde gode håndbryggere fyret op under kedlerne, så de
besøgende kunne se hvordan øl bliver brygget, og spørge ind til denne –
for nogen – magiske proces, der frembringer trylledrikken.
Fransk Forår var som altid godt besøgt. Flere bryggerier havde også
fundet vej til markedet, og man var ikke i tvivl om, hvor der var godt øl,
for der var masser af gæster stimlet sammen for at se, dufte og smage.
Øllets Dag blev afholdt i Lokalafdeling Næstved. Øllets Dag er i Næstved
sammenfaldende med Foreningernes Dag, så sammen med cirka 70 andre
foreninger indtog lokalafdelingen Rådmandshaven, hvor der også var rigtigt
godt besøgt.
På lokalafdelingens stand blev der brygget øl, og der blev udskænket
smagsprøver fra de lokale bryggerier. Også på denne dag blev der hvervet
nye medlemmer, og mange glade gæster smagte på herlighederne.
I december havde jeg fornøjelsen af at besøge lokalafdeling Maribo. Der
skulle smages på Juleøl, og mange af lokalafdelingens medlemmer havde
fundet vej til øl, flæskesteg, andesteg og ris á la mande. Næsten
halvdelen af lokalafdelingens medlemmer var mødt op, og det er i sandhed et
fantastisk flot fremmøde.
Humøret var højt, stemningen var helt i top. Der blev afholdt lotteri, og
sandelig om ikke alle medlemmer fik Julegave af formanden, da de gik hjem
efter en vellykket aften.
Dette er blot en lille del af, hvad der sker i lokalafdelingerne i vores
region.
Og snart starter et nyt år. Med masser af nye øl og nye oplevelser – det
er jeg slet ikke i tvivl om.
Lokalafdeling Vordingborg har allerede varslet, at afdelingen igen i 2017
vil være at finde på Fransk Forår, lokalafdeling Næstved at afdelingen
igen vil være at finde i Rådmandshaven på Øllets Dag, og lokalafdeling
Maribo er ved at varme op til et stort Fars Dag – arrangement i Bangs
Have. Jo, der bliver noget at se frem til.
Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet er vel nok årets højdepunkt hos
Danske Ølentusiaster. Salget af stande er startet her 1. december 2016, og
de er nærmest revet væk. Så noget tyder på at festivalen igen i år
bliver et tilløbsstykke.
Lad mig i den forbindelse minde om, at der altid er brug for frivillig
arbejdskraft på Ølfestivalen. Ingen festival uden frivillige. Så har du
nogle timer til overs en eller flere af dagene 19. – 21. maj 2017, må du
ikke holde dig tilbage for at melde dig. Og kommer du langvejs fra, hjælper
Danske Ølentusiaster med at finde overnatningsmulighed. Så tjek ind på
hjemmesiden og meld dig til et par vagter.
Jeg har selv været frivillig på festivalen i flere år, senest som
gruppeleder i Medlemsservice. Og jeg stiller op igen i år. Det kan godt
være du er træt, når dagens slid og slæb er overstået, men de mange
glade mennesker og den helt fantastiske stemning og samarbejdet mellem de
frivillige, er hele sliddet værd.
Jo, mange dejlige oplevelser venter os i 2017 i Danske Ølentusiaster.
Jeg vil ønske jer alle og jeres familier en rigtig Glædelig Jul og et Godt
Nytår
Højt skum
Søren Kjær
Regionsformand
/Udsendt 23. december 2016 kl. 09.55