DØE Vejle Amt Håndbrygølsmagning 2005

 

Vinderdiplom

Håndbrygsmagning 2005

DØE Vejle Amts årlige Håndbrygsmagning 2005 med Best Of Show konkurrence
For andet år arrangerede Ølentusiasterne i Vejle Amt en håndbrygsmagning for regionens håndbryggere. I år var arrangement udvidet med ”Best Of Show” konkurrence, hvor gæster skulle kåre showets bedste blandt de 6 øl, der deltog i konkurrencen.

40 forventningsfulde gæster og håndbryggere mødtes på Barrikaden – baghuset til Republikken i Kolding, hvor arrangementet startede med en lækker buffet og IPA fra Brygladen. Brygladen deltog ikke selv i konkurrencen, men var hovedsponsor med et gavekort til Brygladen på 1.000 kr. Klaus Egebjerg havde dog en rigtig god IPA med, som gik som varmt brød til buffeten.

Efter spisningen gik den egentlige konkurrence i gang. De konkurrerende øl var: Hvede Øl, Brown Ale, Bock, Abbey Ale, Amerikansk Ale og Porter i nævnte rækkefølge. De enkelte bryggere fortalte kort om de øl de havde med og alle smagte, duftede og vurderede hver øl i forhold til skum, smag, aroma, mundfylde og forholdet til stilarten. Der var øl for enhver smag, og det kan kort siges, at alle øl var gode, så afgørelse blev forholdsvis tæt. Mens stemmerne blev talt op, holdt Per fra Horsens et kort indlæg om kunsten ud i håndbrygning. Dertil blev der serveret en Stout brygget af undertegnede, der som arrangør ikke selv deltog i konkurrencen med øl.

Afstemning blev tæt, hvor de kraftige øl scorede flest point. Det blev dog Andres Madsen – Republikkens husbrygger - der vandt med sin porter. Anders fik overrakt et diplom, som bevis på han havde vundet arrangement og et gavekort til Brygladen på 1.000 kr. Vi regner med, at gavekortet bliver omsat i gode råvarer, som kan omdannes til godt Republikken øl, som vi kan smage til foråret.

Regionsformanden takkede bryggerne for deres indsats og Republikken for husly og rigtig god betjening. Arrangementet flytter formentligt til Vejle i november 2006, da Horsens måske er optaget af andre gøremål, der ikke kan offentliggøres skrivende stund. Efter Vejle bliver det Horsens tur i november 2007 og Kolding igen i november 2008. Så håndbrygger i regionen bryg lidt øl og vær med næste gang – det er virkeligt sjovt og ikke så alvorligt.