Den Regionale Ølpris 2011 er uddelt

... og den gik til Ryan Witter-Merithew fra Fanø Bryghus på baggrund af denne indstilling fra aktivitetsudvalget i Esbjerg.

Ind under Jul, hvor er det trist. Det blev det i hvert fald lillejuleaften 2008, da vi fik meddelelsen om at Fanø Bryghus havde indgivet konkursbegæring.
Men allerede i juni 2009 blev sorg til glæde vendt.
Erik Bank Lauridsen havde købt boet og lejet det ud til folkene bag Nørrebro Bryghus. Dermed var det økonomiske fundament for fortsat ølbrygning på Fanø skabt. Men øl skal brygges og dertil behøves en brygger. En tysk brygger svigtede i sidste øjeblik og i stedet blev den unge amerikaner Ryan Witter-Merithew fra Duck-Rabbit Brewery i North Carolina ansat, og han begyndte så - i den første måneds tid sammen med Shaun E. Hill fra Nørrebro Bryghus - arbejdet med at genoprette Fanø Bryghus.
 Men kunne Ryan leve op til de forventninger vi har til amerikanske bryggere om både at brygge efter de gamle, lokale traditioner, men så sandelig også med nytænkning at skabe nye ølsorter, der viser mangfoldigheden i øllets verden, og dermed udvider og flytter den gængse opfattelse af hvad øl kan være og hvad øl kan anvendes til?
Det første svar fik vi ind under jul, hvor Fanø Bryghus præsenterede deres juleporter. Da var vi klar over, at ikke alene var Fanø Bryghus reddet. Julen var også reddet for ølentusiasterne, specielt dem med hang til det mørke øl. Men derpå beviste Ryan løbende, med nye versioner af øltyperne fra det gamle Fanø Bryghus men også med forståelse for de nye nordiske tendenser i mad og øl, at han er en fremragende håndværker, som har kunnet løfte kvalitetsniveauet på Fanø Bryghus så betydeligt, at også flere af selektive frokostrestauranter i København har valgt at have Fanø Bryghus på kortet udover de mere ordinære øl.
 Men ikke alene vi nydende ølentusiaster blev klar over, at der er sket noget spændende på Fanø. Husets egne bryg er kun en del af Ryans indsats. Fantombryggere ude i landet så det også og blev hurtigt klar over, at på Fanø, var der en brygger, der forstod at opfylde de drømme, de havde med deres opskrifter. Bryghuset har siden brygget for fantombryggerne Kissmeyer Beer, Mikkeler, Croocked Moon Brewing, Evil Twin Brewing, Three Amigos samt og ikke mindst kontraktbrygget for Shaun E. Hill, som i mellemtiden var returneret til USA og med sit Grassroots Brewing har fået brygget en lang række øl på Fanø til det europæiske marked. Øl som i sandhed har flyttet grænserne for vores forståelse af øl. På verdenskortet har både vi mere almindelige ølentusiaster, men også de mere ekstreme ølnørder sat en knappenål i den lille ø i Vesterhavet.
I lokalafdelingen i Esbjerg mindes vi også med glæde Ryans besøg i april 2010, hvor han kom i stedet for Anders Kissmeyer, til trods for, at han egentlig skulle have fejret sin fødselsdag på Fanø. Nu blev aftenen i stedet fejret med os med et flot og engageret foredrag om dels Fanø Bryghus’ øl, dels om øl i almindelighed, så vi mener Lokalafdeling Esbjerg, at Ryan Witter-Merithew i høj grad har gjort sig fortjent til Den Regionale Ølpris 2011 for sin indsats for øllet i denne region.

Ryan flankeret af Esbjergs lokalformand, Jakob, og vor regionsformand, Steen