I dette nyhedsbrev kan du læse om

  • Næste arrangement
  • Referat fra seneste arrangement

Næste arrangement

2020 bliver åbnet med den traditionsrige sorte smagning, og det sker 28. januar, 19.00-21.30, på Skema I Ringsted.

Vi har inviteret René Hansen fra Det Lille Bryggeri til at tage os gennem nogle spændende øl.

René fortæller: "Jeg vil komme med flere nuancer af sort, der vil være nye lækre sager som aldrig har været smagt tidligere. Lidt gammelt fra kælderen/gemmerne. Så tror godt man kan glæde sig til minimum to Danmarkspremierer. Det bliver generelt en aften med lidt stærkere øl".

Tilmelding sker lige her: https://lokalafdelingringsted.nemtilmeld.dk/57/

Referat fra seneste arrangement

På den sidste dag i november, valgte Danske Ølentusiaster i Ringsted at åbne julekalenderen, nemlig en næsten tro kopi af Natholdets Julekalender fra 2017, hvor ølguruen, Carsten Berthelsen, smagte sig gennem en lang række jule- og vinterøl, sammen med Anders Breinholt og Søren Rasted.

Gennem SuperBrugsen i Fensmark var det lykkedes os at skaffe de fleste af øllene - bortset fra to, der var uopdrivelige og så fravalgte vi den hundedyre Sink The Bismarck.

Så de 24 fremmødte gæster skulle smage sig gennem 26 øl – ja, nogle dage havde flere kalendergaver! - og undervejs fik vi serveret nogle lækkert smørrebrød, kreeret af Ib fra lokalbestyrelsen.

Ideen var, at vi ville vise de enkelte klip fra Natholdet, men det viste sig umuligt at fremskaffe disse, bortset fra de par stykker, der ligger på Youtube og Facebook.Dem fik vi vist, og Thomas fra lokalbestyrelsen styrede løjernes gang, med fortællinger om de enkelte øl.

Og vi kom godt rundt i de forskellige øltyper, som røgøl, rugøl, IPA, bock, geuze, stout og de tunge belgiske tripler, og det var ret sjovt at smage de forskellige op mod hinanden.

Der blev hurtigt skabt en høj stemning omkring bordene, hvor snakken gik lystigt om de enkelte øl, hvor flere delte vandene. Den viste den afsluttende afstemning også, hvor hele 8 fik 0 stemmer, mens kun 7 fik 10 eller flere stemmer.

Top-5 endte således:

  1. De Dolle Brouwers - Stille Nacht - 20 stemmer
  2. Mikkeller - Beer Geek Vanilla Stout - 15 stemmer
  3. Ugly Duck - Nothing But Trouble - 15 stemmer
  4. Westvleteren 12 - 12 stemmer
  5. Oude Geuze Boon - 11 stemmer

Alt i alt en hyggelig og sjov eftermiddag, og mon ikke, at lokalafdelingen gentager successen på et tidspunkt. P.t. kører en ny udgave af julekalenderen jo over skærmen.....