Nyhedsbrev 2019 nr. 2

Udgivet 5. marts - læs her om:

  1. Aflysning af arrangement
  2. Tilmelding til Skålekøkken - 13. april 2019
  3. Seneste arrangement - Øl-rafling
  4. Aktiviteter i og omkring din lokalafdeling

      1. Aflysning af arrangement

      For første gang i mange år bliver vi desværre nødt til at aflyse det planlagte arrangement 12. marts.

      Det skyldes at vi ikke har kunnet finde lokaler til den planlagte mørkesmagning. Vi havde en nødplan med et andet arrangement i stedet, men de lokaler, som vi tidligere har benyttet uden brugerbetaling er desværre alle udlånt til andre arrangementer.

      Meget ærgerlig situation, men vi håber at kunne gennemføre mørkesmagningen en anden gang – ideen er bestemt ikke skrottet.

      2. Tilmelding til årets Skålekøkken

      Til gengæld kan vi allerede nu åbne for tilmelding til årets kulinariske højdepunkt: Det årlige og legendariske madinferno SKÅLEKØKKEN afholdes lørdag den 13. april kl. 12.00-22.00 - som sidste år har Brøndbyvester Bryggerlaug inviteret os til Brøndbyvester Skole, Tornehøj 5, 2605 Brøndby. Der kører busser lige til døren, bl.a. 500S og 13 – tjek www.rejseplanen.dk for flere oplysninger. Følg skiltningen til højre rundt om hovedindgangen og find indgangen fra skolegården.

      Deltagerne skal kreere og siden spise en masse retter tilberedt med øl – og med matchende øl til, alt udvalgt af lokalformand Kim Danø og hustru, der så småt er ved at planlægge menuen, som først afsløres på dagen. Den hårde tjans som planlægger kræver bl.a. et uendeligt antal restaurantbesøg og grundig research i hovedstadsområdets jungle af gode ølsteder.

      Dog kan sløret løftes for et par af retterne: ”Sol over Brøndby” og ”Rødspættekugler” – mon ikke der også sniger sig nogle mærkelige dyr ind i menuen. Vi lander formentlig igen i år på 10-12 retter inden vi er færdige, og der bliver selvfølgelig også serveret madlavningsøl i løbet af dagen – en tørstig kok er en dårlig kok! Husk selv forklæder, kokkehuer, og smageglas. Medbring også gerne viskestykker og favoritkniv(e).

      Arrangementet koster 250 kr. pr. person alt inklusive. Bindende tilmelding sker til lokalafdeling.roedovre@ale.dk senest søndag d. 31. marts, husk at oplyse BÅDE navn OG medlemsnummer. Betaling skal ske til lokalafdelingens ølkonto: reg.nr. 1551 kontonr. 10136520 - husk at oplyse medlemsnummer og navn eller initialer. Der er kun plads til 25 deltagere, så være rap på tasterne, hvis du vil med. De første 25 tilmeldte vinder retten til deltagelse – resten får en lang næse…

      3. Seneste arrangement - Øl rafling

      Torsdag den 7. februar var der relancering af en tidligere succes - nemlig ølrafling, som kort går ud på at taberen i en omgang snyd må gå den tunge gang op til bordet med deltagernes medbragte øl, finde en flaske, bære den tilbage, åbne den og dele den med de øvrige ved bordet ...

      Det blev en hyggelig aften med meget snak ved bordene og lokalredaktøren måtte dels ærgre sig over at vi ikke spillede med 'jorden rundt' - og konstatere at med aftenens regler, så er der ikke fire seksere, når der 'kun' er fire ettere.

      4. Aktivitet i og omkring din lokalafdeling

      Herunder kan du se en oversigt over de arrangementer, som bestyrelsen har planlagt for første halvår 2019:

      13. april Skålekøkken (tilmelding åbnet)
      7. eller 9. maj Håndbryg introduktion
      15. juni Formandsgrill

      Der vil komme nyhedsbrev når vi åbner for tilmelding til arrangementer.

      Husk at medbringe smageglas til arrangementer!

      - - - - - -

      Hvor der foregår hvad og hvornår i de andre lokalafdelinger i Region København kan du se i regionens  Arrangement-kalender

       

       

      Enkelte udvalgte fotos fra

      Øl-rafling

      Se flere på lokalafdelingens facebook-side. Den kan ses selvom du ikke selv bruger facebook. Klik blot på DØE billedet lige herover.

      Der må spilles ...

      ... hvad skal jeg finde på? ...