Nyhedsbrev 2019 nr. 8

Udgivet 8. oktober - læs her om:

  1. Årsmøde tirsdag 22. oktober
  2. 4 bryggerier på 4 km - BeerWalk på Vestegnen 28. september
  3. Frivillige efterlyses
  4. Annonce - Eddies Ølshow
  5. Aktiviteter i og omkring din lokalafdeling

      1. Indkaldelse til årsmøde tirsdag 22. oktober

      Årsmødet holdes i Kulturhuset Kilden, Nygårds Pl. 31, 2605 Brøndbyøster fra kl. 19:15 til ca. kl. 20:15 med dagsorden ifølge vedtægternes § 14 stk. 5:

      1. Valg af dirigent
      2. Beretning om lokalafdelingen
      3. Aflæggelse af regnskab
      4. Valg af lokalafdelingsformand
      5. Valg af afdelingskasserer
      6. Valg af afdelingsnæstformand
      7. Beslutning om antal menige bestyrelsesmedlemmer og evt. valg af menige bestyrelsesmedlemmer
      8. Valg af afdelingsrevisor og –suppleant
      9. Eventuelt

      På årsmødet skal vi bl.a. drøfte forslag til Årets Bryggeri. Sidste år tog denne del uforholdsmæssig lang tid, så vi prøver en ny metode:

      1. Deltagere opfordres til sammen med deres tilmelding at foreslå en kandidat med en begrundelse. Find evt. inspiration til her: www.ale.dk/aktiviteter/aarets-danske-bryggeri/
      2. Man kan også aflevere et forslag til lokalformanden når man kommer til årsmødet.
      3. To bestyrelsesmedlemmer gennemser alle forslag og kommer med et samlet forslag til årsmødet

      Før årsmødet er der fra kl. 18:30 til 19:15 mulighed for fællesspisning af lækker mørbradgryde med en grov kartoffelmos til, mixet salat, flutes & smør, hvis man tilmelder sig dette og forudbetaler 100 kr. eller 200 kr. Der serveres én øl til maden, medbring selv hvis du er mere tørstig.

      Efter årsmødet vil nuværende lokalformand og webredaktør fra kl. ca. 20:15-22:00 præsentere en ølsmagning med temaet mørke øl hjembragt fra Polen, hvis man tilmelder sig dette og forudbetaler 110 kr. eller 200 kr., jf. nedenfor. Husk at medbringe dit smageglas!

      Tilmelding til lokalafdeling.roedovre(at)ale.dk med navn og medlemsnummer samt oplysning om hvad man tilmelder sig (spisning og/eller ølsmagning). 

      Pris pr. stk.: 100 kr. for spisning ELLER 110 kr. for ølsmagning ELLER 200 kr. for spisning OG ølsmagning. Deltagelse KUN i årsmødet koster gratis og kræver ikke tilmelding. 

      Frist for tilmelding og betaling senest torsdag den 17. oktober kl. 23:59. Betaling skal ske til ølkontoen: reg.nr. 1551 kontonr. 10136520 - husk at oplyse medlemsnummer og navn eller initialer. Til smagningen har vi plads til maksimalt 40 deltagere, da der trods alt var grænse for pladsen i bilerne fra Polen.

      2. 4 bryggerier på 4 km - BeerWalk på Vestegnen

      Lørdag den 28. september deltog 60 medlemmer i lokalafdelingens vist nok største arrangement med tilmelding. Vi havde fået en aftale i stand med BenzoBrew, Spybrew, Slowburn Brewing og Hvidovre Bryghus om besøg. De fire bryggerier ligger så tæt, at de kan besøges på 4 kilometers vandring – vel at mærke inkl. Afstand til nærmeste busstoppested.

      Turen startede hos BenzoBrew, hvor Michael kunne fremvise turens mindste bryggeri, der var indrettet i et bryggers i et rækkehus. Heldigvis kunne vi være udenfor, for ellers skulle vores hold have været mindre end de 20 vi gik ad gangen. Efter dejlige smagsprøver gik turen videre til næste stop – en distance på 1,2 km (for de fleste, for her må lokalredaktør og turleder indrømme at en trykfejl i en adresse sendte et hold på en lidt længere tur …). 

      I et parcelhus har Jens indrettet Spybrew i kælderen med lidt mere plads end vi var kommet fra. Lige efter holds 1’s ankomst fik vi her en lille byge, så vi trak ind under den til lejligheden opsatte parasol og nød smagsprøver skænket af en velvillig nabo. En sidste opfyldning af smageglasset skulle gøre os i stand til at gennemføre turens kongeetape på 1,5 km, det skulle bringe os ud af parcelhuskvarter hen over marken til vores næste stop.

      Hos relativt nyåbnede Slowburn Brewing kunne Amalie byde os velkommen og mens vi læskede os med smagsprøver fortælle os om deres bryggeri, der er indrettet i de lokaler, som NidaBeer tidligere bryggede i. Da nærmeste nabo er en vingård ligger der i lagerlokalet en stribe fade og mange deltagere ser frem til at kunne smage øl fra disse i fremtiden. Herfra havde vi nærmest en sprintetape på 300 meter.

      Vi sluttede turen hos Hvidovre Bryghus, hvor Henrik havde rullet et fadølsanlæg ud på marken og opsat borde og stole, så deltagerne kunne samles efterhånden som alle tre hold nåede frem og alle kunne hilse på hinanden. Ud over smagsprøver på bryggeriets egne øl var der også mulighed for at købe friske fadøl til at skylle støvet ned med.

      Vi takker Michael, Jens, Amalie og Henrik for at være med på at gøre det muligt at besøge 4 bryggerier på 4 km!

      3. Frivillige efterlyses

      Lokalafdelingen har fået henvendelse fra Eventkoordinator i Rødovre Centrum om evt. deltagelse i ”Vin, Øl  – og Delikatessemesse den 8.-9. nov. på Festpladsen i butikkernes normale åbningestider.” Der nævnes i henvendelsen ”en lille stand”, men der kunne måske også tænkes andre koncepter. Evt. deltagelse hænger dog sammen med om vi kan stille mandskab, så bestyrelsen hører gerne om nogen medlemmer kan bruge lidt tid i det nævnte tidsrum.

      4. Annonce - Eddies Ølshow

      Længere nede i nyhedsbrevet har vi som vanligt et link til oversigten over arrangementer i de øvrige lokalafdelinger i regionen, men i dette nummer vil vi springe med et link til et arrangement i Køge lokalafdeling, som får besøg af Eddies Ølshow den 17. oktober. Du kan læse mere om arrangementet her.

      5. Aktivitet i og omkring din lokalafdeling

      Herunder kan du se en oversigt over de arrangementer, som bestyrelsen har planlagt for andet halvår 2019:

      22. oktober - Årsmøde (tilmedling åbnet)
      26. november - Juleølsmagning
      14. december - Julefrokost

      Der vil komme nyhedsbrev når vi åbner for tilmelding til arrangementer.

      Husk at medbringe smageglas til arrangementer! 

      - - - - - -

      Hvor der foregår hvad og hvornår i de andre lokalafdelinger i Region København kan du se i regionens  Arrangement-kalender

       

       

      Enkelte udvalgte fotos fra

      BeerWalk

      Se flere på lokalafdelingens facebook-side. Den kan ses selvom du ikke selv bruger facebook. Klik blot på DØE billedet lige herover.

      Start hos BenzoBrew ...

      ... Spybrew brygudstyr vises frem ...

      ... endnu mere plads hos Slowburn ...

      ... 2 hold krydser vej ...

      ... målet nået