Nyhedsbrev DØE Roskilde, september 2008

Lidt info om Regional ølpris, håndbrygger lav og lokalafdelingens næste møder følger herunder.

Så skete det endelig - Bjergtrolden tildeles den regionale ølpris. Den vil blive overrakt på øllets dag, 6. september kl. 12. Regionsformanden vil stå for dette arrangement, men det vil være dejligt hvis medlemmerne vil bakke op om projektet, og møde op hos Bjergtrolden på dagen. (Jeg har ”lækket” oplysningen til Martin, han har lovet at have godtøl på hanerne).

Næste møde i lokalafdelingen, mandag 8. september, er årsmøde, hvor vi skal høre om året der gik og beslutte hvem der skal tegne lokalafdelingen det næste år. Dagsordnen er som alle ved ifølge vedtægterne. Se seneste udgave af ”Ølentusiasten”.
 Vi har modtaget en fødselsdagsgave fra foreningen, 20 liter fødselsdagsøl brygget hos Ørbæk, dette regner bestyrelsen med vi kan nyde under årsmødet.

For at en ny bestyrelse ikke skal starte på bar bund, har vi forberedt oktober medlemsmødet! Her er virkelig tale om et scoop, vi får nemlig besøg fra ”Søkildegård”. Det er et lille bryggeri med kapacitet på 2 hektoliter, så de er ikke store nok til en ølfestival (ifølge deres udsagn). Lokalformanden har prøvesmagt noget af deres øl og ”logret med halen”.


Jeg har lovet at bringe dette videre, det er trods alt i øllets interesse!

Til håndbryggere i Roskilde og omegn.
 
Vi er en lille gruppe håndbryggere i og omkring Roskilde, som har snakket lidt om at det kunne være rart, hyggeligt, nyttigt og så videre at mødes med andre håndbryggere til gensidig erfaringsudveksling, smagning på hinandens øl, udveksling af gode bryghistorier med videre.
 
Derfor invitation til alle håndbryggere i Roskilde og omegn til et stiftende møde tirsdag den 23. september kl. 19:30 på Himmelev Gymnasium, Herregårdsvej 30, Himmelev, 4000 Roskilde.
 
Vi skal dels smage og kommenterer hinandens øl, dels udveksle erfaringer og dels skal vi have lagt rammerne for det fremtidige arbejde med Bryglauget, hvad skal det hedde, hvor formelt skal det organiseres, hvor skal vi holde møder o.s.v.
 
Af hensyn til den praktiske afvikling må vi bede om tilmelding senest lørdag den 20.09. til e-post-adresse hghh@himgym.dk. Fortæl samtidig om I tager øl med og i givet fald hvilken øltype. Det er helt OK at tage en øl med der ikke blev som man håbede, vi lærer jo både af vores succeser, men måske i højere grad af vores fejl.
 
I må meget gerne tilmelde jer tidligere, så vi kan danne os et overblik over antal personer og mængden af øl.
 
Mange bryghilsner
William S. Jacobsen og Henning Hansen


DØE lokalformand i Roskilde
Jim Nielsen