Påskeøl, pub crawl og ølfestival

Kære Ølentusiaster

 Dette nyhedsbrev indeholder følgende:

1. Påskeølsmagning den 22. marts

2. Generalforsamling den 17. marts

3. Pub crawl i Slagelse den 11. april

4. Ølfestival den 11. til 13. maj

Jeg overlader "ordet" til vores formand, Kirsten, der refererer fra både påskeølsmagningen og generalforsamlingen:

Påskeølssmagning:

Der mødte 7 mennesker op på Upper Hill torsdag den 22. marts 2007 kl. 19 for at smage på nogle påskeøl.

Vi smagte 4 forskellige påskeøl og den øl, som vi kårede som den bedst fik et helt glas af, - så vi led ingen nød.

Vi smagte på følgende fire bryg: Paulaner Påskebryg, Fanø Påskebryg, St. Bernadeus Påskeøl og St. Feuillion Påskebryg.

Der var travlt på Upper Hill sådan en torsdag aften, men vi fik vores smagsprøver og et ekstra glas af den vi kårede som den bedste. Der var ret bred enighed om, at St. Bernadeus var den bedste af de fire, og den blev efterfølgende indtaget med stor nydelse i det hyggelige mindre selskab vi udgjorde denne aften, og for nogle var der endda tid til at snuppe en øl mere, inden diverse busser og tog kørte. Der var en Limfjordsporter på fad, der trak i flere af medlemmerne.

Referat fra generalforsamlingen

Lørdag d. 17. marts afholdtes generalforsamling i Odense Congress Center.

Afdelingen var så vidt jeg kunne se repræsenteret med 3 deltagere, ligesom der var deltagere fra et par af de andre lokalafdelinger i regionen.

Inden selve generalforsamlingen var der den traditionelle "fynsk ølsmagning" med deltagelse af de fynske mikrobryggerier, der havde meget godt og spændende øl med. Langt flere forskellige slags end undertegnede formåede at komme omkring.

Selve generalforsamlingen forløb i god ro og orden, og det punkt, der tiltræk sig størst interesse var det om European Beer Festival, som du kan se nærmere omtalt på ale.dk. Men det kan i hvert fald slås fast, at der var opbakning til landsbestyrelsen til at arbejde videre med idéen. Et stort projekt og dermed også et stort budget. Så bestyrelsen har også fået muligheden for at sige stop, hvis det måtte vise sig at være det mest fornuftige.

Valgrunden til bestyrelsesposten bød ikke på den store dramatik. De der ønskede genvalg blev valgt. Der var 2 kandidater til den ledige plads i bestyrelsen, som endte med at gå til Joan Sørensen, der tidligere har ydet et stort stykke arbejde i foreningen i festivalsammenhæng.

 
Undervejs i generalforsamlingen var indlagt en passende lille pause, - selvfølgelig med endnu lidt godt øl til ganen.

Efter generalforsamlingen var det tid til indtagelse af noget fast føde, hvortil der blev serveret - øl! Den ene var Willemoes Jul 2006, som jo blev årets ølnyhed 2006.

Dagen blev afsluttet med et foredrag af Carsten Bertelsen ledsaget af diverse dejlige smagsprøver. Som altid var det en levende og veloplagt Carsten, der foldede sig ud for fuld musik, - og der var virkelig gymnastik for lattermusklerne undervejs. Også for os, der havde den fornøjelse at opleve ham på Sorø Sø sidste sommer.

Undervejs fik vi også kåret årets lokalafdeling. Det blev i år Odense, der løb med æren.

Der kan læses mere om årets lokalafdeling og årets ølnyhed på ale.dk.

Det var alt fra mig i denne omgang.

Højt skum

Kirsten

Pub crawl i Slagelse den 11. april

Målet for vores næste arrangement er lige så meget at se på de steder hvor øl nydes som at nyde øl. Vi starter på Stig Inn kl. 19 (Løvegade 71) og bevæger os derefter mod Upper Hill med en række afstikkere undervejs. Både Stig Inn og Uper Hill ligger i gå-afstand fra stationen, så man kan lade bilen stå derhjemme.

Det koster naturligvis kun de øl man selv vælger undervejs, men for at få et indtryk af hvem og hvor mange der kommer må I gerne give besked til Kirsten (61363859 el.

kirsten.nielsen@ale.dk).

Ølfestival i København den 11. til 13. maj

Det tilbud om billige billetter der blev præsenteret i forrige nyhedsmail er forlænget til 20. april, så hvis I allerede nu ved at I skal til ølfestival kan man med fordel runde ale.dk.

Festivalledelsen sender denne forespørgsel:

Vil du være med til at give gæsterne en rigtig god oplevelse?

Ølfestivalen kan kun blive til noget, fordi så mange af vores medlemmer vælger at deltage med frivillig arbejdskraft. Vi søger igen i år frivillige som kan hjælpe med til at give gæsterne en rigtig god oplevelse. Se mere på ale.dk/index.php?id=750.

I kan også skrive til rie.haagen@ale.dk eller ringe til 51545158.

Dermed nåede vi til enden af påskenyhedsmailen, og der er kun tilbage at ønske alle en glædelig påske - der efter udbuddet af påskeøl at dømme kan blive endog meget glædelig...

God påske

Martin Christensen