Her hvor påsken er ved at være overstået og påskefrokosten og det gode påskeøl forhåbentlig er nydt og sneen! vælter ned udenfor vinduerne, så vil lokalafdeling Slagelse benytte lejligheden til at ønske alle vores medlemmer en god påske.
Vi vil endvidere benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at Upper Hill tilbyder 5 % rabat til lokalafdelingens medlemmer på arrangementet "Belgisk Munkeaften" lørdag den 5. april kl. 17-21. Normalprisen er 650 kr. som dækker:
Ved ankomsten føres du til bords af "klosterets" nonner, som også byder på et glas Lambic som aperitif. Dernæst bydes på en 5 retters gourmetmiddag, der selvfølgelig er belgisk. Undervejs vil den af de fleste ølentusiaster kendte Carsten Berthelsen på sin sædvanlige oplagte og muntre facon fortælle fra hans mange rejser i Belgien, samtidig med at han fortæller om retterne og det øl, der serveres til. Aftenens menu vil være:
Velkomstøl: St. Louis Lambic
Forret: Ærtesuppe med champagne, knust bacon og flødeskum, hvortil serveres Poperinge Hommelbier
Mellemret: Indbagt blåmusling på urter, hvortil serveres Duvel
Hovedret: Limousine oksefilet med årstidens grønsager og sauce mutard, hvortil serveres Rød Rochefort
Ost: Belgisk ost med brød, hvortil serveres St. Bernardus abt 10
Dessert: Belgiske vafler med peber iscreme, hvortil serveres Cuveé van de Keizer
Billetter til arrangementer købes på Upper Hill, hvor det også vil blive afholdt.