Nyhedsbrev februar 2006

Kære ølentusiaster

I dette nyhedsbrev kan du læse om følgende:

1) Resume af møde i Regionsbestyrelsen mandag den 31. januar

2) Fællestur - rundvisning og prøvesmagning hos Herslev tirsdag den 7. marts

3) Øl- og fiskesmagning hos Fiskehallen i Slagelse onsdag den 25. januar

4) Ølsmagning og foredrag af John Serritslev, Brygmester Slagelse Bryghus, torsdag den 2. februar

5) Generalforsamling i Odense

6) Afstemning om årets Ølnyhed 2005

7) Rabat hos Fiskehallen, Sorøvej 84 i Slagelse

8) Konkurrencen – vind 3 flasker øl

9) Månedens øl – Malheur Dark Brut

ad 1) Resume af møde i Regionsbestyrelsen mandag den 31. januar

Årets første møde i Regionsbestyrelsen blev holdt på Upper Hill i Slagelse mandag den 31. januar. Fra vores lokalafdeling deltog Formand Ronny Larsen og undertegnede.

Først skal det siges, at Upper Hill fik mange roser pga. selve stedet, atmosfæren, beliggenheden og ikke mindst øludvalget, så vi kan vist godt være glade og stolte af vores primære tilholdssted, for flere af medlemmerne i Regionsbestyrelsen har trods alt oplevet en del steder og er ret ølkyndige.

På selve mødet blev der bl.a. talt om,

• at der generelt er fremgang i medlemstallet i regionen – for vores lokalafdeling var der en stigning på hele 10-11% i forhold til forrige kvartal

• hvem der skal være regionens kandidat som årets lokalafdeling. Alle stemmer gik til Ringsted og Roskilde, og endte med en 3-2 sejr til Roskilde. Held og lykke skal lyde herfra!!!.

• at vi skal genoptage regionsfesten. Tidspunktet forventes at bliver ultimo oktober eller primo november. Der vil komme meget mere ud om arrangementet, når vi ved noget mere.

• at hver lokalafdeling skal kåre den bedste øl fra de lokale bryggerier inden for lokalafdelingen. Desuden forventes det, at hver lokalafdeling kårer sin bedste håndbrygger. Ved ovenstående regionsfest vil der bliver holdt finale mellem lokalafdelingernes udvalgte i de to kategorier.

• Om der er stemning for fælles bustransport til Generalforsamling den 11/3 i Odense

Et møde i Regionsbestyrelsen er hovedsageligt meget konstruktivt, for der er en stor erfaringsudveksling mellem lokalafdelingerne undervejs. Dette møde var ingen undtagelse. Vi fik meget godt med hjem.

ad 2) Fællestur - rundvisning og prøvesmagning hos Herslev tirsdag den 7. marts

Næste arrangement i Slagelse lokalafdeling er fællesturen til Herslev Bryghus tirsdag den 7. marts. Prisen for hele arrangementet forventes at løbe op i ca. 200 kr. – alt efter deltagerantal.

For beløbet får I fællestransport med busafgang fra Slagelse Station kl. 18.30 og retur. Vi forventer at være i Slagelse kl. ca. 22.15

Derudover får I efter ankomst til Herslev Bryghus en rundvisning, hvor I har mulighed for at stille spørgsmål til alt muligt om øllet og sidst men ikke mindst får I en prøvesmagning af deres gode bryg.

Sidste frist for tilmelding er den 26. februar og sker ved betaling på regnr. 3457 og kontonr. 3457269684 (Danske Bank). Husk fornavn og efternavn, så vi kan se, hvem I er.

Tilmelding og indbetaling er bindende.

ad 3) Øl- og fiskesmagning hos Fiskehallen i Slagelse onsdag den 25. januar

Onsdag den 25. januar var vi desværre kun samlet 7 medlemmer (grundet sygdomme og SAS-strejke) til øl- og fiskesmagning hos Fiskehallen i Slagelse.

Det var et storslået arrangement, Fiskehallen havde disket op med. Formanden og undertegnede havde selv fået lov til at vælge de flydende lækkerier, mens Ulrik fra Fiskehallen havde udvalgt de faste delikatesser. Det blev en rigtig hyggelig aften, som bør gentages på et andet tidspunkt.

Her følger de flydende genstande, som vi ”måtte” igennem:

Poperings Hommelbier

Alc.vol. 7,5%

Nydes bedst ved: Ca.10 grader C.

Mc Chouffe – Brune

Alc.vol. 7,5%

Bornem Triple

Alc.vol. 9%

Augustijn Grand Cru

Alc.vol. 9%

St. Bernardus Abt 12

Alc.vol. 10,5 %

Serveres kølig 8-12°C.

Malheur Dark Brut

For mit vedkommende var dette aftenens absolutte lækkerbidsken. Derfor har jeg valgt at beskrive øllen nærmere under punkt 9 ”Månedens øl”.

Af faste delikatesser fik vi:

En overflod af lækre grønlandske rejer med frisk franskbrød og alt tilbehør.

Herefter fik vi panerede Wannamei rejer med en chilisauce.

Vi sluttede af med Vol-au-vent, som er små butterdejsdelikatesser fyldt med muslinger, rejer eller snegle og krydret med bl.a. hvidløg. En virkelig godbid!

Det var også denne aften, vi skulle have kåret vinderen af 3 flasker god øl i januar måneds gætte-konkurrence. Der var 5 medlemmer, der havde gættet rigtigt på Troldhede ud fra følgende ledetråde:

Bryggeriet er opkaldt efter en lille jernbane. Alle bryggeriets øl har tog- og jernbaneinspirerede navne. Bryggeriets juleøl indeholder bl.a. økologiske appelsiner.

Da der kun var mødt ét ud af de 5 medlemmer op til dette arrangement, som også var et krav for at være med i konkurrencen og dermed vandt dette medlem – TILLYKKE til Svend Nielsen.

ad 4) Ølsmagning og foredrag af John Serritslev, Brygmester Slagelse Bryghus, torsdag den 2. februar

Torsdag den 2. februar var der ølsmagning og foredrag af John Serritslev, Brygmester Slagelse Bryghus. Arrangementet fandt sted i bryghusets nye lokaler på Kongstedvej 9, 4200 Slagelse. Denne gang var der mødt 23 medlemmer op, hvilket må betegnes som et ret flot fremmøde. Der var stor spørgelyst til dette meget spændende projekt og arrangementet sluttede af med en smagsprøve.

Det er et stort projekt John har gang, som bliver interessant at følge, da vi får Slagelse med på landkortet over mikrobryggerier. Lige nu er ligner det mest et byggeri, men allerede inden denne måneds udgang forventes det første øl brygget i karret. I marts bliver der mulighed for at besøge bryghuset og få en smagsprøve af de endelige produkter. Vi skriver ud, når vi kender tidspunktet. Det vil dog ikke foregå som et egentligt ølarrangement men som en opfordring til Jer om at få en på opleveren på egen hånd.

Der vil komme en nærmere beskrivelse af Johns projekt i Ølentuesiasten, hvor forhistorien for projektet også beskrives. Det kan forhåbentligt give blod på tanden for andre til at komme i gang med brygningen.

ad 5) Generalforsamling i Odense

Lørdag den 11. marts kl. 13.00 holdes generalforsamling i Odense (Odense Congress Center). I er alle velkomne til at deltage og jeg kan roligt anbefale det, da det er en god mulighed for at høre, hvad der rører sig inden for vores forening. Desuden plejer der for det meste at være en rigtig god stemning blandt deltagerne, som er værd at opleve og så er der ølsmagningen, som ikke gør turen mindre værd. Hvis der er stemning for fællestransport – forsøger vi at arrangere en bus. Meld gerne tilbage hurtigst muligt, om dette er interessant. Udgiften vil være på ca. 200 kr. t/r.

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Danske Ølentusiaster er meddelt i ØLentusiasteN nr. 29. Selve generalforsamlingen kræver ikke tilmelding, men ønsker man at deltage i den efterfølgende spisning og ølsmagning skal man tilmelde sig. Tilmeldingsfristen er senest den 25. februar 2006 på ale.dk.

Spisningen forventes at starte ca. kl. 18.00. Umiddelbart herefter starter ølsmagningen som forventes at være afsluttet kl. 20.30.-21.00.

Forud for Generalforsamlingen er der arrangeret en Fynsk Ølsmagning klokken 11:00 - 12:45 Den Fynske Ølsmagning forud for generalforsamlingen kræver heller ikke tilmelding. Information om dette arrangement kan læses i ØLentusiasteN nr.30

ad 6) Afstemning om årets Ølnyhed 2005

Anden runde af afstemningen om Årets danske Ølnyhed 2005 er nu i gang, og der kan stemmes til og med den 28. februar, I finder afstemningen på www.ale.dk. Benyt Jer af muligheden og vær med til at bestemme øllen.

De ti øl der fik flest stemmer i første runde var, i alfabetisk rækkefølge:

Brown Ale / Jacobsen

Fin Ale / Gourmetbryggeriet

Forsøgbryg nr. 27 / Thisted

Jingle Bells / Ørbæk

Julebryg / Fur

Porter / Ølfabrikken

Saaz Blonde / Jacobsen

Stjerne Bryg 2005 / Herslev

Stærke Preben / Svaneke

Willemoes Jule Ale / Vestfyen

Den øl, der får flest stemmer i anden runde, er Årets danske Ølnyhed 2005.

Hvilken af de ti, der bliver årets danske Ølnyhed 2005 og hvilket bryggeri der bliver Årets Bryggeri 2005, bliver afsløret på foreningens generalforsamling i Odense Congress Center den 11. marts 2006 jf. punkt 4 foroven.

ad 7) Rabat hos Fiskehallen, Sorøvej 84 i Slagelse

Medlemmer af Danske Ølentusiaster har nu den sidste onsdag i måneden siden november 2005 haft mulighed for at opnå 20% rabat på alle varer hos Fiskehallen i Slagelse mellem kl. 17.30-20.00. Der har desværre ikke været særligt mange, der har benyttet sig af muligheden – nærmere betegnet 2 personer. Vi har derfor været i konstruktiv dialog med Fiskehallen om en anden dag eller et andet tidspunkt, der var mere hensigtsmæssigt. Derfor kan Danske ølentusiaster nu benytte sig af muligheden for at opnå rabat (20% på alle varer) alle lørdage fra og med lørdag den 18. februar i tidsrummet 13.00-14.00. Onsdagsordningen bortfalder fra og med denne måned.

Vi opfordrer derfor alle til at støtte det gode initiativ, som fiskehallen endnu en gang udviser.

ad 8) Konkurrencen – vind 3 flasker øl

Reglerne:

Du skal gætte en øl, et bryggeri eller noget helt andet ud fra en række ledetråde. Vinderen bliver udtrukket ved næste medlemsmøde (den 7. marts) Svarfrist er dagen inden medlemsmødet (dvs.

tirsdag, den 6. marts). Man skal således have indsendt et svar, samt være tilstede ved medlemsmødet, for at kunne vinde.

Ledetråde for konkurrencen i februar:

Gæt en øl:

10. øl fra Herslev Bryghus

Herslev Bryghus udvider deres sortiment med endnu en øl. Lidt usædvanligt er den brygget på hele 4 typer korn. Det fremgår ikke af informationen fra Herslev, hvor mange af de 4 kornarter der er maltede.

Hvad hedder Herslevs nye øl?

Kan du gætte øllens navn, så send dit svar til mig senest den 6. marts og

mød op til medlemsmødet den 7. marts, så er det måske dig, der kan vinde 3

flasker god øl til forårsdagene.

ad 9) Månedens øl – Malheur Dark Brut

Som noget nyt vil jeg i de månedlige nyhedsbreve præsentere en øl. Flere har sikkert smagt øllen og har derfor en mening om den. Med fare for at I har en helt anden holdning til øllen, vil jeg alligevel efter bedste evne give en kort beskrivelse. Øllen jeg beskriver kan være i alle prisklasser, typer, fra alle mulige lande mv.

Denne måneds øl er Malheur Dark Brut, som vi var så heldige at smage at smage på mødet i januar i Fiskehallen – hvor den også forhandles. Efter hvad jeg kunne høre på deltagerne samt deres efterfølgende indkøbskurve, kan jeg kun sige, at den bragte lykke. Den ligger i den høje prisklasse, hvilket jeg godt kan forstå, for man får som ølnyder virkeligt noget for pengene. Den bør nydes i et rigtigt godt selskab, hvor man virkelig ønsker at give gæsterne noget klasseøl.

Bryggeri: Kleinbrouwerij De Landtsheer

Type: Ale – Champagne øl

Alkohol: 12%

Flaskestørrelse: 75 cl.

Brygget er baseret på en kraftig, ufiltreret ale, der lagres videre på egetræsfade af ung amerikansk eg i 6 til 12 måneder. Derefter tappes de på champagneflasker med nye gær, hvorefter de lagrer med ”hovedet” nedad og vendes efter ”méthode champenoise” indtil flaskehalsen fryses i flydende kuldioxid og proppen skiftes, hvorved bundfaldet fjernes. Øltypen kommer gennem min. 3 gæringer, hvor den sidste altså sker i flasken.

Resultatet af anstrengelserne bliver en mørk, chokoladebrun bryg med flot stabilt beige skum. Den har en kraftig chokolade-malt aroma, men cedertræ og tørret frugt kan også fornemmes. Smagen bærer præg af den ristede malt med en anelse røg og tjæret bitterhed. Øllen har en fornem fornemmelse af fløjsblødt skum med en varmende afslutning fra alkoholen. Det er med andre ord en helt enestående og eksklusiv bryg.

Jeg kan kun sige én ting mere – PRØV DEN.

Kender I til en øl, I gerne vil beskrive eller have beskrevet, er I meget velkomne til at henvende Jer til mig ved at besvare dette og/eller kommende nyhedsbreve.

På bestyrelsens vegne

Ole Snegaard

Bestyrelsesmedlem