DØE Generalforsamling i Odense - 15. marts

Generalforsamling 15. marts 2008

********************************

Som I alle sammen ved, afholder Danske Ølentusiaster ordinær generalforsamling i Odense Congress Center lørdag d. 15. marts.

Foruden at være det forum, hvori de vigtige beslutninger tages, er det også rammen om en meget festlig dag.

Det er rigtig sjovt at rejse i samlet flok lige fra tidlig morgen (husk kaffe og rundstykker), så man er klar til "Den Fynske Ølsmagning", hvor der bliver deltagelse af 8 bryggerier. Indslev Bryggeri, Rise Bryggeri, Stensbogaard Bryghus, Midtfyns Bryghus, Refsvindinge Bryggeri, Ørbæk Bryggeri, Bryggeriet Vestfyen og det helt nye Gundestrup Mejeri og Bryghus. Flere af disse bryggerier har lovet os nyheder og prøvebryg til lejligheden.

I forbindelse med generalforsamlingen er der mulighed for at se, prøve og købe foreningens reklameartikler, og som de første får I mulighed for at købe de helt nye T-shirts i forskellige farver med det nye EBF-logo.

Foreningens markedsføringsmaterialer bliver vist og kan i et begrænset omfang udleveres.

Et meget spændende punkt er afsløring af "Årets Bryggeri" og så naturligvis "Årets Øl".

Midt under generalforsamlingen er der en drikke- og rygepause, hvor der serveres en interessant øl.

Efter generalforsamlingen, kl. 18, er der fælles spisning hvortil der serveres et par gode øl.

Og efter spisningen en arrangeret ølsmagning, som ledes af en foredragsholder hvis idenditet ikke afsløres på forhånd. Tidligere år har der været besøg af f.eks. Carsten Berthelsen og Torben Matthews.

Og det allerbedste: Af hele denne store pakke, skal man kun betale poletter til den fynske ølsmagning og give et tilskud til transporten ! Det er da et "ugens tilbud" som Aldi ikke kan stå mål med.

Transport

*********

I den forbindelse har vi forespurgt på fælles bustransport. Vi har fået et tilbud fra Kokkedal Busservice. Samme busselskab, som vi har benyttet de seneste år. Vi kan tilbyde transport fra 3 opsamlingssteder i Nordsjælland og 2 steder i Region Midtvestsjælland. Prisen vil kunne holdes på 120 kr. pr. person alt inklusive, det er under halv pris, og skyldes tilskud fra foreningen. Prisen er dog under betingelse af, at der er mindst 30, der tilmelder sig.

Den foreløbige tidsplan ser ud som følger:

Afgang fra Helsingør station kl. 7.45

Afgang fra Hillerød station kl. ca. 8.15

Afgang fra Frederikssund station kl. ca. 8.55

Afgang fra Roskilde station kl. ca. 9.20

Afgang fra Slagelse station kl. ca. 9.50

Ankomst til Odense Congress Center kl. ca. 11.00

Hjemturen påbegyndes Kl. 21.00.

Bussen er røgfri! Indtagelse af læskedrikke skal naturligvis forgå uden at genere medpassagererne. Der må IKKE medbringes glasflasker!

Såfremt mange tilmelder sig turen, vil der fremkomme et overskud, som investeres i ”noget flydende” til fælles bedste.

Der kan ikke laves ”private” aftaler med chaufføren. Al henvendelse sker via turlederen.

Uenighed med turlederen kan medføre at resten af turen kommer til at foregå til fods!

Bindende tilmelding skal senest fredag d. 29. februar, sendes til torben.krogh@ale.dk

Samtidig med ovennævnte tilmeldingen skal der indbetales 120 kr. på bankkonto: 8113-2468 877, Nykredit Bank (husk at oplyse navn og medlemsnummer).

Afbud efter den 29. februar fritager ikke medlemmer for betaling, beløbet vil efterfølgende blive opkrævet.

Når du har tilmeldt dig og indbetalt beløbet, vil du få fremsendt en mail med information om den endelige køreplan og eventuelle supplerende oplysninger.

HUSK at tilmelde dig her: www.ale.dk/index.php senest 29. februar, hvis du ønsker at deltage i spisning og ølsmagning.

 

PROGRAM

*******

Registrering og Fynsk ølsmagning kl. 11

***************************************

Ved registrering udleveres smageglas og kuponer til 2 stk. sandwichboller, som kan indløses under den Fynske Ølsmagning og i drikkepausen midtvejs i Generalforsamlingen.

Husk medlemskortet.

Før generalforsamlingen arrangerer Region Fyn den traditionelle fynske ølsmagning klokken 11.00 – 12.45, hvor 8 fynske bryggerier - store som små - disker op med deres nyeste produkter og prøvebryg.

Prisen for poletter til ølsmagningen er 50 kr. for 6 poletter, enkeltpoletter for 10 kr.

Der er ikke mulighed for at købe øl med hjem fra udstillerne.

Deltagelse i ølsmagningen kræver ikke tilmelding.

Generalforsamling kl. 13

************************

Generalforsamlingen indledes præcist kl. 13.00 og forventes afsluttet kl. 18.00.

Det er også her at årets ølnyhed og årets bryggeri afsløres.

Midtvejs under generalforsamlingen holdes en pause, hvor der serveres 1 øl.

Spisning og ølsmagning kl. 18

*****************************

Efterfølgende er der kl. 18.00 – 21.00 spisning og ølsmagning, det er gratis, men du SKAL huske at tilmelde dig her: www.ale.dk/index.php senest 29. februar, hvis du ønsker at deltage.