Har du endnu ikke tilmeldt dig, - kan det nås endnu

Hvis du lige nu sidder og længes efter sol og hygge i selskab med noget godt øl og dejlige mennesker, så skynd dig og meld dig til vores sejltur på Sorø Sø torsdag den 27. august 2008. Jeg er aldeles overbevist om, at Ronny endnu en gang har bestilt godt vejr til vores tur ud på bølgen blå. Se nærmere nedenfor.

Ølsmagning på Sorø Sø

Oplev den dejlige Sorø Sø fra sin bedste side. Ombord på bådfarten Lille Claus, sejler vi ud til en fantastisk ølsmagning med foredrag af Danske Ølentusiasters redaktør, Ole Madsen. Arrangementet laves i samarbejde med Humletorvet.

Ole er nok en af Danmarks største ”øl-nørder”, og en af de første pionerer på området. Desuden er han meget underholdende at høre på. Han bliver ofte brugt i større professionelle ølsmagninger, bl.a. for det anerkendte magasin ”Smag & Behag” og Ekstra Bladet.

Så kom og oplev en skøn blanding af øl, natur, kultur, viden og humor.

Da vi erfaringsmæssigt ved, at mange ølentusiaster gerne vil medbringe den bedre halvdel på denne tur, og da denne ikke nødvendigvis er ølentusiast (jo, - de findes), så har vi lavet en pris som kun dækker sejltur og foredrag. Der er ikke salg af drikkevarer om bord på Lille Claus, så kaffe/te, sodavand o.l. må du selv medbringe.

Vil du vide mere om bådfarten kan du benytte linket i venstre kolonne.

Priser:

Bådtur, ølsmagning og foredrag: 175,- (150)

Bådtur og foredrag: 125,- (100)

(Priser i parentes er for medlemmer af Danske Ølentusiaster eller Humletorvet)

Tilmelding og betaling kan ske direkte i Humletorvet eller ved bankoverførsel på konto 3511 3517416517. Husk at påføre navn, billettype og dit medlemsnummer. Sidste frist for tilmelding er onsdag den 27. august 2008 (dvs. der skal pengene være indgået på kontoen).

Mødested og tidspunkt: Kl. 18.50. Sorø Sø, Kongebroen, 4180 Sorø.