Stepping Stone Brewing Co. er indstillet til Årets Danske Bryggeri 2025 af lokalafdelingerne Halsnæs, Kolding, Vejle og Aarhus. Lokalafdelingerne fremhæver et bryggeri, der forener innovativ produktudvikling og udbredelse af kvalitetsøl med et markant socialt engagement og fokus på mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Fra Halsnæs lyder der ros til Stepping Stone Brewing Co. for både valget af råvarer, udbredelsen af kvalitetsøl og bryggeriets indsats for svage grupper. Lokalafdelingen peger på de mange festivaler rundt omkring i landet, en høj aktivitet på smagninger og andre festivaler samt åbningen af en bar som konkrete eksempler på, hvordan bryggeriet møder forbrugerne. Samtidig lægger Halsnæs vægt på, at Stepping Stone Brewing Co. ansætter flygtninge og hjælper dem i gang med arbejde og uddannelse.
I Kolding fremhæver lokalafdelingen især bryggeriets fokus på produktudvikling, udbredelse af kvalitetsøl, tæt kontakt til forbrugerne samt indsatsen for svage grupper og bidraget til samfundet. Stepping Stone Brewing Co. beskrives som en markant aktør på den danske håndværksølscene, der med innovative øl, stærke etiketter og markante smagsprofiler kombinerer kvalitet og nytænkning. Socialt ansvar er integreret i virksomhedens DNA gennem job- og udviklingsmuligheder for mennesker uden for arbejdsmarkedet, herunder flygtninge og indsatte. Den lokale forankring understreges blandt andet af åbningen af en ny ølbar i Kolding og bryggeriets egen ølfestival i Aarhus, og Kolding lægger ikke skjul på, at de ser Stepping Stone Brewing Co. som et bryggeri, der sætter standarden – også med baggrund i, at de blev kåret til Årets Danske Bryggeri 2024.
Lokalafdeling Vejle peger på næsten alle prisens kriterier i deres indstilling: produktudvikling, råvarevalg, udbredelse af kvalitetsøl, kontakten til forbrugerne, indsatsen for svage grupper og bidraget til samfundet. Vejle fremhæver, at de sociale hensyn over for indvandrere og ansættelse af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet har været en del af Stepping Stone Brewing Co.s koncept helt fra starten. Samtidig understreger afdelingen den fortsatte udvikling af bryggeriets øl og de mange aktiviteter, hvor øllet møder publikum – blandt andet Aarhus Together, både i Aarhus og på turné i København og Middelfart, den nye bar i Kolding og et stort antal smagninger rundt omkring i landet.
I Aarhus lægger lokalafdelingen særlig vægt på produktudvikling, udbredelsen af kvalitetsøl samt bryggeriets sociale og samfundsmæssige ansvar. Stepping Stone Brewing Co. beskrives som meget innovativt, ikke mindst gennem festivalen Aarhus Together, der ifølge afdelingen er ved at konsolidere sig som en af de største i Danmark med et stærkt line-up af bryggerier fra både nær og fjern. Her ser Aarhus et bryggeri, hvor socialt ansvar er en naturlig del af navnet og identiteten – Stepping Stone – med fokus på veteraner og folk på kanten af arbejdsmarkedet, som får en mulighed for at tage næste skridt via bryggeriets initiativer.
Prisen Årets Danske Bryggeri er blevet uddelt siden 2003. Det er en anerkendelse fra Danske Ølentusiasters side til et bryggeri, der har markeret sig inden for det sidste år. Det er altså ikke kun en pris for godt øl, men også en anerkendelse af det arbejde, som bryggeriet gør for samfundet eller miljøet.
Siden 2011 er prisen blevet uddelt på baggrund af stemmer fra Danske Ølentusiasters medlemmer. Hvert år kan foreningens lokalafdelinger indstille deres kandidat til prisen. Fra 2025 strukturen ændret, så hver lokalafdeling nu kan indstille tre bryggerier – til gengæld er det kun de otte bryggerier med flest indstillinger, som går videre til en finalerunde blandt medlemmerne.
Alle medlemmer af Danske Ølentusiaster kan stemme fra fredag d. 7. november til og med søndag d. 30 november. Vinderen bliver offentliggjort i december.














































