Lokalafdeling Næstved : Nyhedsbrev #6, juni

Sommer, sol og grill

Sommeren er forhåbentlig over os og nogle er gået på ferie, mens andre venter med længsel.

Men det skal da ikke afholde os for at lave et lille arrangement d 6 juli.

Så I indbydes hermed til en cykeltur i omegnen af Næstved med efterfølgende grill og øl.

Jan og Jette er så venlige at lægge hus, have og grill til, og bestyrelsen betaler for lidt mad og drikke, så det eneste I skal gøre er at finde cyklen frem og møde op på Chr. Winthers vej 76 kl 1630. Vi cykler når alle er mødt op eller senest kl 1645. Ønsker du ikke cykle, kan du sikkert hjælpe til med noget praktisk.

Som sædvanligt vil vi gerne vide hvor mange der kommer, så vær venlige at tilmelde dig HER

 

Augustsmagningen TORSDAG d 22 august

Vi har rykket augustsmagningen en lille smule frem, så den kommer til at ligge torsdag d 22 august. Bemærk at vi flytter det tilbage til torsdag. Grunden til dette er at flere medlemmer har efterspurgt torsdag af flere årsager. Vi har vurderet at vi som minimum skal prøve det af. Så er der også kun 1 dag til det er weekend.

De herrer, Uno Gall og Martin Bo, har meldt ud at de er planlægger et togt til Sverige, for at plyndre systembolaget for værdier og vi håber på at de har fundet guld og ikke koks. Mon ikke erfaringen kommer dem til gode her.

Tilmelding foregår HER

 

Foreningernes og Øllets dag d 7 september i Rådmandshaven

Vi har som sædvanligt booket en plads og ruller marketingskaravanen ud. Der vil blive brygget en øl og der vil blive udskænket smagsprøver fra lokale bryghuse samt håndbrygget øl. Der er altid brug for et par ekstra hænder og gerne nogen som kan indfange et par nye medlemmer. Så hvis du kan afsætte nogle timer lørdag d 7 september mellem 1000 og 1600, så send en mail til Bent på Bent.norgaard(at)remove-this.ale.dk eller send en sms til Søren på 22507065. Så kvitterer vi med lidt mad og drikkelse samt nogle gode timer. Der er selvfølgelig tid til at du også selv kan komme rundt og se hvad foreningslivet i Næstved tilbyder.

 

Septembersmagning og dermed årsmøde, torsdag d 26 september kl 1900

Vi fastholder traditionen med at det også er håndbryggernes mulighed for at vise sig frem. Så alle mand til gryderne og fremstil det lækreste øl som vi alle kun drømmer om. Send en mail til Bent på Bent.Norgaard(at)remove-this.ale.dk hvis du stiller op med en øl. Send den gerne så hurtigt som muligt, så vi ved hvad vi har at gøre med.

Inden vi kan fugte vores ganer med det lækre øl, skal vi igennem årsmødet.

Deltagelse i årsmødet er gratis og kræver ikke tilmelding. Medlemmer der har lokalafdeling Næstved som primær lokalafdeling, har ved fremmøde stemmeret. Der kan ikke stemmes med fuldmagt.  

En tilrettet dagsorden vil blive fremlagt på mødet.

Hermed er mødet annonceret og det nævnes også i næste nummer af Ølentusiasten.

Mere om arrangementet følger i næste nyhedsbrev.

 

Oktobersmagning torsdag d 31 oktober

Endnu en gang har den kære Uno haft gang i forbindelserne og har fået landet en god og spændende aftale. 

En teaser kommer her:

I arrangementskomitéen knokler vi løs, for at skaffe spændende øl og spændende ølsmagninger til Næstved. Allerede nu kan vi afsløre, at vi til medlemsmødet i oktober får besøg af Carsten og Monica, der i deres lille virksomhed African Beer importerer øl fra et sted, hvor vi ikke så tit smager øl fra. Rigtigt gættet: Afrika.

Smag øl fra så eksotiske steder som Nigeria, Zambia, Tanzania og Syd Afrika - og efter smagningen vil du kunne købe afrikanske øl-lækkerier med hjem til privaten.

Stedet er naturligvis Humle Ølbar - og mere info følger.

 

Novembersmagning er lig juleøl. Torsdag d 28 november.

Vi må se om der er kommet noget nyt og spændende juleøl på markedet.

Det er jo altid en udfordring og jeg håber da ikke at vi skal nøjes med Tuborg, Harboe og Royal i 2 varianter suppleret med et par lunkne nisseøl. Så arrangementskomiteen tager arbejdshandskerne på og gennemtrevler hylderne og internettet for spændende varer. Uha, håber vi finder noget spændende.

Mere info følger.

 

December udskiftes smagningen med julefrokost.

December er ikke en måned hvor vi samles til smagning. Igen i år arbejder vi på at finde et dejligt sted hvor vi kan være os selv og afholde vores julefrokost med vores eget arsenal af medbragte øl.

 

HØJT skum /Søren Pt, lokalformand

/Udsendt 12-6-2019