RIP Klemme - Danske Ølentusiaster

RIP Klemme

10.05.2021 14:08

Brygmester Peter Klemensen er en legende i den danske ølverden. I 2010 blev Limfjordsporterens fader udnævnt til æresmedlem i Danske Ølentusiaster.

Limfjordsporterens fader er gået bort

I dag har brygmester Peter Klemensen sagt farvel efter længere tids sygdom. Klemme, som han som regel blev tituleret, var en af Danmarks mest ikoniske brygmestre. Han stod bl.a. bag de unikke øl Porse Guld og Limfjordsporter. Derudover var han den første, der modtog Danske Ølentusiasters Danske Ølpris i 2002 og i 2010 blev han udnævnt som æresmedlem af Danske Ølentusiaster.

Oprindeligt var Klemme uddannet farmaceut og efterfølgende uddannet brygmester. Han var brygmester på Carlsberg i syv år, inden han flyttede til Bryggeriet Vestfyen i fire år, for til sidst at ende på Thisted Bryghus i 1981, hvor han var brygmester i 28 år, inden han som 65-årig gik på pension i 2009.

Karismatiske Peter Klemmensen lancerede Porse Guld i 1984 efter tre års intensiv produktudvikling. De mange porseplukkerture ved søen Tvorup Hul, hvor venner af bryghuset altid bidrager, er mere end sagnomspundne.

I 1989, tre år efter købet af rettighederne til navnet, ser Limfjordsporteren dagens lys. Den blev sendt på markedet efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde med et punkt på dagsordenen: frigivelse af Limfjordsporteren. Limfjordsporteren var dog først færdigudviklet af Klemme i 1997.

Ingen tvivl om at Klemme var en del af den moderne ølrevolution. I 1995 var han også manden bag Danmarks første økologiske øl ”Økologisk Thy Pilsner”, som blev Chritianiternes foretrukne øl.

I 2005 blev Peter Klemensen ”Årets Thybo”. Det er en titel og udmærkelse han var stolt af. Alene det, at han var den første og stadig eneste ”ikke thybo” der har modtaget statuetten af Henning Wienbergs Thisted Pige, gjorde ham stolt.

Men som Limfjordsporterens fader er der ingen ølentusiaster, der vil glemme brygmester Peter Klemensen, som blev 77 år.