Forside

Nyhed

Åbent brev fra 27 mikrobryggerier

Danmarks bryggerier står over for en akut trussel, lyder det fra 27 danske mikrobryggerier.


Del nyhed :

På et møde i Bryggeriforeningens gruppe for små og mellemstore bryggerier i Svendborg blev følgende udtagelse enstemmigt vedtaget:

”Danmarks bryggerier står over for en akut trussel. EU’s emballageforordning kræver, at mindst 10 % af emballager til drikkevarer skal være genpåfyldelige fra 2030 – og den har et mål på 40 % i 2040. Det kan umiddelbart virke som en grøn løsning. Men i virkeligheden risikerer EU at ødelægge en af Danmarks største erhvervssucceser; den blomstrende ølkultur med hundredvis af små og mellemstore bryggerier – endda uden score nogen miljøgevinst.

Danmark har allerede løsningen

Vi har i forvejen et af verdens mest effektive pantsystemer. Det sikrer, at flasker og dåser bliver genanvendt i stor skala med minimal miljøbelastning. EU’s krav vil svække Danmarks ølkultur – vi er beviseligt bæredygtige, men EU anerkender ikke nationale systemer, der faktisk virker.

Mikrobryggerierne bliver ofret

Selvom ansvaret for at sætte genpåfyldelige flasker på hylderne formelt ligger hos detailhandlen, er det bryggerierne, der i praksis skal levere dem. For hvert enkelt bryghus betyder det investeringer i millionklassen til nye tappelinjer, vaskeanlæg og transport – penge, som ganske enkelt ikke er der.

Konsekvensen er klar: Mange mikrobryggerier må lukke. Og de få, der overlever, tvinges til at bruge penge på lastbiler og vaskehaller i stedet for at investere dem i vedvarende energi og andre CO2-reducerende tiltag.

Resultatet bliver færre bryggerier, mindre miljøgevinster for pengene og et ringere udvalg af øl til forbrugerne. Danmark risikerer at miste både arbejdspladser, lokal vækst og en ølkultur, der har gjort os internationalt kendt for både kvalitet og mangfoldighed.

Tid til politisk handling

Både erhvervsminister Morten Bødskov og miljøminister Magnus Heunicke har talt varmt om regelforenkling og konkurrencevenlige rammer. Nu er det tid til at omsætte ordene til handling.

Hvis vi vil bevare vores ølkultur, arbejdspladser og forbrugervalg i bæredygtige rammer, må Danmark insistere på, at vores pantsystem undtages fra EU’s krav om genpåfyldelige emballager.

Dansk øl er en succeshistorie – både økonomisk, kulturelt og bæredygtigt. Den historie må ikke ende i Bruxelles’ papirbunker.

Vi beder jer: Lad ikke bureaukratiet kvæle ølrevolutionen!”

Underskrifter

Det åbne brev er underskrevet af følgende bryggerier.

  • Lille Holmgaard Bryghus
  • Ærø Bryghus
  • Ørbæk Bryggeri
  • Egholm Bryghus
  • Øbryg
  • Svendborgsund Bryghus
  • Brewpub
  • Midtfyns Bryghus
  • Bryggeriet Skands
  • Gamma
  • Olsens Bryghus
  • Small Batch
  • Flying Couch
  • Esbjerg Bryghus
  • Ribe Bryghus
  • Birkerød Bryghus
  • Humleland
  • Aarhus Bryghus
  • Amager Bryghus
  • Krenkerup Bryggeri
  • Åben
  • Det Lille Bryggeri
  • H.C. Andersen Brewery
  • Skanderborg Bryghus
  • Blas
  • Fur Bryghus
  • Viborg Bryghus
Bryggeriforeningen

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere