ådb_Ørbæk

Nyhed

Hvad betyder det at blive Årets Danske Bryggeri?

Sidste år vandt Fanø Bryghus prisen som Årets Danske Bryggeri – hvem der skal vinde i år bestemmer medlemmerne


Del nyhed :

Danske Ølentusiaster uddeler årligt en pris til landets bedste bryggeri. Det er i september og oktober muligt for alle lokalafdelinger at nominere det bryggeri, som de synes har gjort noget særligt det forgangne år. Det kan f.eks. være, at de er kommet med en særlig produktserie, de har bidraget særligt til samfundet eller haft fokus på udbredelsen af kvalitetsøl.

 

I 2021 vandt Fanø Bryghus prisen som Årets Bryggeri, og mens vi venter på de første nomineringer, så kan vi høre fra sidste års vindere, hvad prisen har gjort for dem.

 

Den amerikanskfødte brygger på Fanø Bryghus Steve Rold fortæller:

”Som bryggeri er vi alle bare så stolte af hinanden, men det kom også bag på os. Det er en meget hjertevarmende pris at vinde. Vi producerer ikke meget øl, og vi kommer ikke så bredt ud, så hvis der er nogle, som har stemt på os, er det fordi de har et godt kendskab til os. De er knyttet til Fanø på en eller anden måde. Måske har de besøgt vores taproom og set det arbejde, vi ligger i øllet, eller vi har skålet med dem til smagninger eller på festivaler. At have nok af den slags mennesker derude, som stemmer på os, er virkelig fedt, fortæller han.”

 

Fanø Bryghus fik overrakt prisen i december, og vi havde sat Steve Rold i stævne, mens vinteren var ved at synge på sidste vers.

 

Har prisen gjort nogen forskel for Fanø Bryghus i form af opmærksomhed, ny salgsmuligheder, kunder, ændring af selvopfattelse og lignende?

 

”Svaret er ja, til det hele. Vi svarer på flere spørgsmål fra journalister og fra et salgsmæssigt synspunkt har starten på året aldrig været mere travl. Hvordan det udmønter sig i salg, når den travle periode rammer senere på året, er både spændende og skræmmende. Når du nævner en ændring i vores selvopfattelse, rammer du noget, som jeg ikke havde tænkt over. Jeg ville ikke have nævnt det, men vi har nok fået en øget følelse af tillid til os selv og tillid til, at vi har taget de rigtige valg på bryggeriet. Det er en følelse, der tænder en ild i os.”

 

Hvordan vil I bruge og nyde prisen det kommende år?

 

”Vores første fokus var på, hvordan vi sagde ordentlig tak for denne pris. Som jeg nævnte, er det ikke meget af vores øl, der når meget langt fra vores bryggeri, så vi vil arbejde hårdt på at møde forbrugerne til tap takeovers over hele landet, så dem, der ikke har en hel weekend til at besøge os på Fanø, kan smage vores øl og erfare hvad vi har gang i.”

 

”Verden har været lukket i næsten to år, og vi er fulde af ideer til arrangementer, nye øl og så videre, som vi glæder os til at dele. Men vi er stadig ved at finde ud af, hvordan vi skal bruge prisen sideløbende med alle vores tiltag. Når vi modtager en pris som Årets Danske Bryggeri skaber det en relation mellem giveren og modtageren, og vi føler, at vi har lidt af et ansvar for at være gode forvaltere af titlen over for og sammen med Danske Ølentusiaster. Med det ansvar som rettesnor, er jeg sikker på, at vi kan finde mere end et par måder at drage nytte af prisen.”

 

Har din lokalafdeling endnu ikke indstillet jeres nominerede til Årets Danske Bryggeri, så tag fat i din lokalformand. Jo bedre en nominering er, jo større chance er der for, at andre også får øjnene op for, hvor fantastisk jeres yndlingsbryggeri er. Og på den måde kan bryggeriet få flere stemmer, når afstemningen kører i november.

Tidslinje for Årets Danske Bryggeri

September og Oktober: Indstillingerne offentliggøres
28/10: Deadline for indstillinger
1/11: Afstemningen starter
30/11: Afstemningen lukker
Efter 3/12: Vinderen offentliggøres

Indstil jeres kandidat her
Årets Danske Bryggeri Årets Danske Bryggeri 2022
Fanø Bryghus

Relaterede nyheder

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere